AaB-profilens hemmelighed: Blind på det ene øje

En fighter: Vejen til dansk mesterskab og landsholdsdebut har været lang og hård for AaB’s Nicolaj Thomsen, der afslører, at han hele livet har været blind på det ene øje

Nicolaj Thomsen har nået toppen imod alle odds (Foto: René Schütze)
Nicolaj Thomsen har nået toppen imod alle odds (Foto: René Schütze)

Mesterskab. Pokaltitel. Afgørende mål, der sendte Danmark til U21 EM. Debut på A-landsholdet.

AaB’s fremadstormende Nicolaj Thomsen har haft travlt med at afkrydse en masse af de felter med mål, han har sat for karrieren, og så er alt det ovennævnte sket på blot et år. 2014 har været magisk for den dygtige kantspiller, der om nogen har været symbolet på AaB’s baby-boys, som snød ’pengeklubberne’ i sidste sæson og snuppede The Double.

Nicolaj Thomsen er en af de spillere, AaB sætter deres lid til, at de kan knække belgiske Club Brügge i 1/16-finalen i Europa League med. Brügge har vadet over både Brøndby og FCK i denne sæson, men de har heller ikke mødt AaB med Thomsen i topform.

Men den 21-årige profil har ikke været guldknægten, der fra de helt unge år blev båret på hænder og fødder frem mod debut i Superligaen. Thomsen har taget den store omvej til succes og så endda med en bygningsfejl, som de færreste i offentligheden kender til.

Se også: Club Brugge: Hele Belgien forventer sejr mod AaB

Nicolaj Thomsen har været 90 procent blind på det højre øje, siden han var spæd, hvilket blot endnu mere vidner om en fightersjæl, der har besejret de høje odds.

- Man kan godt sige, at jeg er blind på mit højre øje. Jeg bruger det stort set ikke. Jeg kan godt fornemme ting, men det er meget uskarpt. Da jeg var lille, gik jeg faktisk med klap for det gode øje for at træne det dårlige øje op, men det er, som om hjernen har slået det øje fra, fortæller Nicolaj Thomsen om det, som mange nok ville mene hæmmer en topspiller. Men ikke Thomsen.

- Jeg har ikke prøvet andet, så i den forstand har det aldrig hæmmet mig. Jeg vil da mene, at det er gået godt nok indtil nu. Det ville nok bare forvirre mig, hvis jeg pludselig fik to friske øjne, siger Thomsen og griner genert. Han fortæller, at han endda en dag lavede sjov med sin skavank.

- Min kæreste og jeg var inde i byen en dag, og så gik jeg for sjov ind i sådan en brillebutik og fik taget en synstest. Hende butiksassistenten blev helt forvirret og troede, at der var noget galt med maskinen, og hun undskyldte mange gange. Det var sådan noget med, at den målte minus otte. Det grinede vi lidt af bagefter.

Han udstråler en eller anden form for ydmyghed. Han fylder ikke så meget i et lokale både fysisk og vokalt. Men på en fodboldbane er snakken en anden.

Se også: AaB ramt af virus før Brugge-brag

Nicolaj Thomsen har udviklet sig til en af Superligaens bedste midtbanespillere, og han kan let blive det næststørste salg ud af ligaen til sommer, hvis både han og FCM’s Pione Sisto bliver solgt efter sæsonen. Men det tog lang tid, før AaB overhovedet opdagede, hvad de havde rendende.

Det var nærmest mere, fordi Nicolaj Thomsen var en pestilens, at han til sidst fik markeret sig.

- Jeg er fra Skagen, så min far kørte mig i en periode den lange vej frem og tilbage til AaB’s træningsanlæg, da jeg var teenager, for at jeg kunne prøvetræne med AaB. De hev mig til side og sagde, at de ikke kunne se mig blive en af de spillere, de ville satse på. Men jeg gav ikke op og flyttede som 17-årig hjemmefra og på AaB’s college for at blive ved med at søge chancen, forklarer Thomsen.

Da Thomsen endelig begyndte at få minutter på nogle af AaB’s lavere rangerende hold, begyndte der at ske en udvikling med raketfart.

- Det var, som om tingene pludselig gik op i en højere enhed for mig. Alt begyndte bare at lykkes for mig på banen, og jeg fik ligesom et slutprodukt på tingene. Jeg udviklede mig virkelig hurtigt, og lige før jeg blev 19 år, havde jeg kontrakt og førsteholdsdebut. Det var virkelig surrealistisk i forhold til, hvor små chancer jeg var spået.

Se også: AaB-træner har luret belgiere

Nicolaj Thomsens eventyrhistorie toppede foreløbigt i 2014, hvor han var en af de største profiler på det AaB-hold, der sikrede sig både mesterskab og pokaltitlen i en historisk sæson for den nordjyske klub. Derudover scorede Nicolaj Thomsen det mål i slutminutterne mod Island i play-off, der sendte Danmark til EM-slutrunden i Tjekkiet til sommer.

Men det blev endnu vildere, da Nicolaj Thomsen i november fik debut på A-landsholdet mod Rumænien.

- Det har været lidt et eventyr. Det er gået stærkt med alle tingene, og jeg forsøger bare at nyde hvert et øjeblik. Det, at jeg fik min første landskamp, er der ingen, der nogensinde kan tage fra mig. Det vil altid stå der, at jeg har spillet på det danske landshold, og det var ligesom det, jeg drømte om, da jeg var en knægt i Skagen og måske ikke blev spået de store chancer, forklarer Nicolaj Thomsen.

Det, at han har vist en solid viljestyrke igennem karrieren for at nå sine mål, håber han også vil hjælpe ham, når han tager næste skridt og bliver solgt til en større udenlandsk klub.

- Jeg flyttede hjemmefra, da jeg var 17 år, og selv om man er under opsyn på et college, så har jeg stadig stået på egne ben i en tidlig alder. Det, tror jeg helt sikkert. vil hjælpe mig, når jeg forhåbentligt en dag står i en udenlandsk klub og oplever et helt andet miljø. Der er langt større konkurrence i udlandet, og man har ikke det sammenhold, som vi oplever i danske klubber.

- De fleste topspillere på det her plan har måske ikke mødt så meget modgang i deres ungdomsår, fordi de altid har været den bedste i deres årgang og deres lokalmiljø. Så når der pludselig ikke er der den tryghedszone mere som i Danmark, så slår det måske lidt hårdt. Der tror jeg måske, at jeg er bedre rustet til et udenlandsk skifte, fordi jeg har mødt mange lukkede døre allerede nu og alligevel er nået hertil, slår Nicolaj Thomsen fast.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere