AaB-profils blinde øje kollapser million-handel

Nicolaj Thomsen kommer formentlig alligevel ikke til franske Nantes, efter at klubben har opdaget, at danskeren er blind på det ene øje

Nicolaj Thomsen kommer alligevel ikke til Nantes (Foto: René Schütze)
Nicolaj Thomsen kommer alligevel ikke til Nantes (Foto: René Schütze)

Det, der lignede en supertransfer for både AaB og i særdeleshed Nicolaj Thomsen med franske Nantes, er nu kollapset. Det meddeleler AaB i en fondsbørsmeddelelse mandag morgen.

- Aalborg Boldspilklub A/S indledte 27. maj konkrete forhandlinger med en udenlandsk klub om et salg af spilleren Nicolaj Thomsen.

- Parterne har ikke kunnet opnå enighed om en aftale, hvorfor forhandlingerne nu er afbrudt, meddeler AaB.

Ifølge Ekstra Bladets oplysninger skyldes kollapset, at den franske klub ikke var opmærksomme på 22-årige Thomsens specielle defekt. Han er nemlig 90 procent blind på det ene øje, som han afslørede her på Ekstra Bladet for nogle måneder siden.

- Man kan godt sige, at jeg er blind på mit højre øje. Jeg bruger det stort set ikke. Jeg kan godt fornemme ting, men det er meget uskarpt. Da jeg var lille, gik jeg faktisk med klap for det gode øje for at træne det dårlige øje op, men det er, som om hjernen har slået det øje fra, fortalte Nicolaj Thomsen.

Se også: AaBs guldfugl tæt på exit: På vej til Frankrig

Derfor bliver forsikringssummen for danskeren væsentlig højere, og ifølge Ekstra Bladets oplysninger fik det Nantes til at ændre prisen for Thomsen i så markant grad, at AaB endte med at takke nej.

I første omgang lignede det ellers en transfer på omkring 15-17 mio. kr., men nu ønsker franskmændene at betale AaB i mindre rater og kun lægge cirka halvdelen af det beløb med det samme.

Nantes opdagede først Thomsens blinde øje, da en fransk avis kørte historien. De kunne ellers bare have læst denne historie fra Ekstra Bladet tilbage i februar.

Nantes kan stadig nå at ændre mening, men for nu er salget dødt.

Offensivspilleren fik sit store gennembrud i sidste sæson, hvor han var en profil på det AaB-hold, der vandt både DM-guld og pokalturneringen.

I november sidste år fik Nicolaj Thomsen debut på A-landsholdet, da han spillede hele kampen i 0-2-nederlaget ude til Rumænien.

TV: Det kan også være, at Nantes skal undlade at se nedenstående afbrænder fra Thomsen.

23 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste Sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere