AaB forbedrer regnskab med 25 millioner

AaB A/S præsenterer et regnskab for 2012 med et underskud på 14,4 millioner kroner før skat

(Foto: René Schütze)
(Foto: René Schütze)

Selskabet bag superligaklubben AaB har igen i 2012 haft underskud, men det er langt fra så skidt som året før, viser årsregnskabet.

Resultatet for Aalborg Boldspilklub A/S i 2012 blev et underskud på 14,4 millioner kroner før skat, hvilket er en forbedring på 25,4 millioner kroner i forhold til 2011.

AaB-direktør Lynge Jakobsen udtaler til AaB's hjemmeside:

- Som udgangspunkt er resultatet for 2012 ikke tilfredsstillende, men set i det lys at der er tale om en forbedring på 25 millioner kroner fra 2011 til 2012 og et 'reelt' primært driftsresultat i 2012 på minus 2,7 millioner kroner, så ser vi positivt på fremtiden.

En del af underskuddet - nærmere bestemt 6,2 millioner kroner - skal findes i de ophørende aktiviteter AaB Ishockey og AaB College samt resultat-andel af Sport On Top ApS, meddeler selskabet på AaB's hjemmeside.

Af fodboldklubbens årsregnskab fremgår det også, at selskabet i 2013 forventer at levere et nulresultat.

For at det mål skal nås, er der indregnet indtægter fra salg af spillere i niveauet fem millioner kroner.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste Sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere