Efter at have døjet med en korsbåndsskade i sin FCK-tid forsøger Søren Frederiksen nu at få gang i karrieren igen.
Det sker med et skifte til AaB. Et skifte, der er bekræftet torsdag formiddag.
- Søren Frederiksen er en spiller, hvis udvikling vi tidligere har bemærket hos SønderjyskE, og man kan sige, at der jo var en årsag til, at FCK købte ham.
- Vi får tilgang af en ung, talentfuld og ikke mindst sulten spiller, og både Søren og vi har en tro på, at han kan få forløst sit potentiale i AaB, siger Lynge Jakobsen til klubbens hjemmeside.
Søren Frederiksen slog igennem hos SønderjyskE, hvilket førte til et skifte til FCK i efteråret 2010. Han har dog fået spoleret en stor del af opholdet i hovedstaden på grund af en skade.
- For holdet gælder det om at forsøge at fastholde den spændende placering i toppen, og mit eget mål er at komme til at bidrage så meget som muligt. AaB har et godt hold, og jeg tror, spillestilen passer mig, så derfor var jeg med det samme interesseret, da AaB viste sig som en mulighed. Jeg glæder mig til at komme i gang, siger Frederiksen.
De to parter er enige om en torårig kontrakt. Frederiksen træner allerede torsdag med i Aalborg.
Søren Frederiksen har spillet 8 U/21-landskampe. Han var udlejet til både Sønderjyske og Vejle-Kolding Boldklub, mens han var på kontrakt i FC København.
Der skete en fejl under valideringen af din bruger.
Gå til Min profil eller prøv igen senere.