Så du det, Morten? Helenius-hattrick i AaB-sejr

Nicklas Helenius scorede hattrick, da AaB vendte 0-1 til 3-1-sejr mod Silkeborg

Nicklas Helenius er én blandt en håndfuld danske angribere, der kan gøre sig et spinkelt håb om at besætte den yderste plads i angrebet i den danske EM-trup, hvis han vel at mærke laver et kanonforår i Superligaen.

Og den 21-årige AaB lavede lige nøjagtig en kanonkamp, da han med tre mål sikrede sit hold en 3-1-sejr på hjemmebane over Silkeborg.

Silkeborg fik ellers en fantastisk start på kampen, da formstærke Christian Holst bragte sit hold foran allerede efter otte minutter.

Frank Hansen lagde en fin stikning til færingen, som kom på tværs og satte bolden i det lange hjørne.

Efterfølgende havde Henrik Tømrer et par store chancer - han brændte blandt andet en friløber - før AaB kom tilbage i kampen med et brag.

Kanonmål af Helenius
I det 36. minut tæmmede Nicklas Helenius så bolden uden for feltet og bragede den ind i det ene målhjørne til 1-1.

Med det mål satte AaB sig på kampen. Hjemmeholdet etablerede et pres mod slutningen af de første 45 minutter, som fortsatte ind i 2. halvleg med en række chancer.

Især unge Kasper Kusk gjorde det flot med en række afslutninger og hjørnespark, som lagde et stort pres på Silkeborg-forsvaret.

Kort efter pausen burde Henrik Dalsgaard således have scoret til 2-1, da han ved bagerste stolpe fik et fri hovedstød på et Kusk-hjørne.

Som 2. halvleg skred frem syntes Silkeborg dog at få styr på kampen og redde 1-1 hjem.

Indtil Helenius med fem minutter igen scorede sit andet mål ved at styre en skæv afslutning i mål fra kanten af det lille felt.

Efter et større Silkeborg-pres omsatte Helenius sikkert en friløber til slutresultatet i overtiden.

Se også:

Se også: Udlandet kigger på AaB's hattrick-helt

0 kommentarer
Vis kommentarer
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere