Udlandet kigger på AaB's hattrick-helt

Hollandske agenter så 20-årige Nicklas Helenius scorings-ridt mod Silkeborg

Nicklas Helenius er allerede et varmt navn, og det blev ikke koldere af, at han søndag scorede hattrick. (Arkivfoto: Jens Dresling)
Nicklas Helenius er allerede et varmt navn, og det blev ikke koldere af, at han søndag scorede hattrick. (Arkivfoto: Jens Dresling)

Selv om kontrakten med AaB løber endnu to år, kan Nicklas Helenius være tabt for AaB til sommer. Den 20-årige målmager steg yderligere i værdi, da han bankede tre mål ind mod Silkeborg i eftermiddagens Superligakamp. Et hattrick, der blev bemærket på tætteste hold af de fremmødte hollandske agenter. AZ Alkmaar er angiveligt en af flere interesserede klubber.

- Det eneste, jeg kan svare, er, at min agent tager sig af den slags ting, lød det afvæbnende fra Nicklas Helenius efter hans første hattrick i Superligaen.

Rendyrket forløsning efter tre nederlag i træk og tilsat det faktum, at AaB kæmpede sig tilbage i kampen efter at have været bagud 1-0.

- Jeg har været tæt på at score de seneste kampe, men nogle gange brænder man. Heldigvis lykkedes det at sparke dem ind i dag, og det er også holdets skyld. Vi ville alle så gerne vinde, og vi fortjente virkelig sejren. En angriber er der for at lave mål, og det var, hvad jeg gjorde. Så det var dejligt. Vi har været skuffede over vores seneste tre kampe, hvor vi manglede at præstere på den sidste del af banen. Det lykkedes heldigvis i dag, hvor vi kom frem til rigtig mange chancer.

AaB stillede med en gennemsnitsalder på kun godt 23 år. Mod Silkeborg udløste det masser af energi og kreativitet. Men set i et større perspektiv medgiver Nicklas Helenius, at holdet også kan blive for ungt.

- Det er måske rutinen, som har manglet i vores seneste kampe. Som ung tænker du mere over det, når du taber, og derfor var det hårdt at tabe tre kampe i træk. Derfor er det så også så fremragende, at vi mod Silkeborg, hvor vi også stiller med et ungt hold, alligevel formår at vise al den mod og vilje. Alle ville bare vinde, og det gav den nødvendige selvtillid.

Med sejren rykkede AaB frem i tabellen. Hvad, det skal ende med, tør Nicklas Helenius ikke gisne og beviste med sit svar, at han også på det punkt er ved at springe ud som 100 professionel fodboldspiller:

- Vi tager en kamp ad gangen.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere