Zaza sur efter uafgjort

- Vi spiller for idéforladt, er ikke kreative nok og laver for mange fejl, sagde AaB-keeper Zaza efter kampen

Zaza kunne selvfølgelig være tilfreds med at holde nullet. Men ud over det ene point, havde han absolut intet at glæde sig over. (Foto: Mick Anderson)
Zaza kunne selvfølgelig være tilfreds med at holde nullet. Men ud over det ene point, havde han absolut intet at glæde sig over. (Foto: Mick Anderson)

Endnu et rent bur burde nok kunne få et smil frem hos en målmand, men smilet var svært at få øje på hos Karim Zaza, selv om han præsterede sæsonens ottende clean sheet.

– Selvfølgelig er det altid dejligt at holde nullet. Men ud over det og så det ene point, er der absolut intet at glæde sig over, for vi spillede en fornærmende ringe kamp, sagde Karim Zaza og tilføjede:

– Nu kom vi efter to gode kampe, et uafgjort resultat mod OB i Odense og en sejr over FC København hér, og så leverer vi sådan en indsats. Det kan vi simpelthen ikke være bekendt.

Generelt har I haft et svingende efterår, hvad tror du, årsagen er?

– Jeg ved det ikke. Men dybest set må det være mentalt, for vi har vist, at vi kan spille bedre. Klart bedre.

Undervurderer I for mange modstandere?

– Sådan kan det måske nok se ud, for der har været alt for mange kampe med for stort et udfald. Ligesom mod AGF, hvor mange svigter. Hvor ikke bare én eller to, men tre-fire spillere har ramt et bundniveau, så man tror, det er løgn.

Med det ene point rykkede I et skridt op, og er nu ikke langt fra sæsonens målsætning om en plads i Top 4?

– Ja, det er rigtigt, men skal jeg være ærlig, synes jeg ikke, at vi i efteråret har vist klasse til at være med i Top 4!

En hård melding?

– Ja, måske, men det har vi altså ikke. Vi spiller for idéforladt, er ikke kreative nok, og laver for mange fejl, som vi også gjorde mod AGF, hvilket bl.a. gav Peter Graulund en kæmpe mulighed, som han heldigvis sparkede forbi målet.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere