Kent Nielsen: Det var som et mareridt

AaB-træner Kent Nielsen roste FCK's start på kampen - mens FCK-træner Carsten V. Jensen kalder FCN for favoritter i onsdagens 'finale'

AaB-træner lukker øjnene - og håber måske, at det hele bare var et mareridt. (Foto: Lars Poulsen)
AaB-træner lukker øjnene - og håber måske, at det hele bare var et mareridt. (Foto: Lars Poulsen)

FC København cruisede i hjemmekampen mod AaB til en sikker 3-0 sejr, og AaB var nærmest uden chance - bortset fra en enkelt af slagen til anfører Thomas Augustinussen.

Og træner Kent Nielsen lagde da heller ikke skjul på, at det ikke ligefrem var en drømmestart på kampen, da FCK efter godt et kvarters spil var foran 2-0:

- Hvis jeg havde haft mareridt i nat, kunne jeg nok have drømt om den start vi fik. De var meget meget effektive de første minutter, sagde AaB-træneren til 3+ efter kampen.

- Vi havde kun noget lidt sporadisk. Det var svært for os - vi havde ikke noget modtræk, det var et stærkt FCK-hold, og Bolaños spiller vel forårets kamp.

- Vi håbede, der var muligheder i 2. halvleg, for så mange chancer skabte de jo heller ikke. Men vi fik en lektie i dag, sagde Kent Nielsen.

Se også: Bolaños tryllede i FCK-opvisning

I den anden lejr var Carsten V. Jensen naturligvis tilfreds.

- Det var en kamp, som vi bestemmer hele vejen igennem. Vi kører den sikkert hjem, kunne måske have scoret 1 eller 2 mål mere, men vi er godt tilfredse, siger træneren og sportschefen og ser frem mod 'finalen' mod FC Nordsjælland på onsdag.

Her kalder han FCN for små favoritter:

- Hvis ikke FCN er favorit, så er det i hvert fald nogenlunde lige, siger han til Ekstra Bladet.

- De svæver lidt på en lyserød sky. Alt går op i en højere enhed, siger Carsten V. Jensen om konkurrenterne til guldet.

Kampen onsdag kalder han en 'lille matchbold'.

- En sejr giver en stor til weekenden.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere