AaB tog fortjent sejr over FCK

FC København havde meget af spillet, men AaB havde alle chancerne og tog hjemme i Aalborg en fortjent sejr over københavnerne

AaB fortsatte søndag deres opstigen i Superligaen, og deres tilbagevenden til den form, som gjorde dem til danske mestre i 2008. Det skete med en fortjent 3-1-sejr over FC København hjemme på Energi Nord Arena.

AaB havde mange store chancer i kampen, og især i 1. halvleg, hvor FCK-træner Ståle Solbakken på sidelinjen skummede og skreg ad sit vaklende centerforsvar med Mikael Antonsson og Ulrik Laursen.

Marek Saganowski gjorde det til 1-0, da han i en hovedstødsduel med netop Ulrik Laursen nåede højest og panden bolden ind bag Jesper Christiansen.

Der blev hurtigt udlignet, da Steve Olfers i en løbeduel med Cesar Santin ned mod AaB-målet var så uheldig at prikke bolden forbi egen målmand, Karim Zaza.

FC København uden chancer
AaB lod sig dog ikke slå ud men bragte sig på 2-1 midt i 1. halvleg, da FCK-forsvaret ved et Martin Pedersen-frispark lod et par nordjyder stå fri på bagerste stolpe. Christiansen reddede i første omgang, før Kasper Risgård kunne sætte målet ind.

Risgård havde yderligere en kæmpe chance, før der blev fløjtet til pause, men han skød i helt fri position bolden i sidenettet.

FC København gik over til at spille med tremandsforsvar og satte sig tungt på spillet i 2. halvleg, men det var fortsat AaB, der havde de største chancer.

Andreas Johansson sparkede en gylden mulighed lige over mål midt i halvlegen, og den kunne han have ærgret sig over hele vinteren, hvis ikke det var blevet til tre point for nordjyderne.

Det blev det dog, da Caca kunne glide en frispilning fra Jeppe Curth i nettet.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere