Kommentar: Kuhn ER brudt igennem

Der må virkelig være noget stort og spændende på vej i AaB, siden de fortsat afviser Allan Kuhn som cheftræner, mener Ekstra Bladets fodboldredaktør

Der er ingen tvivl om, at den ny mand vil blive vurderet med endda meget kritiske øjne, fordi han ansættes på et tidspunkt, hvor Kuhn igen har fået AaB til at ligne et hold, som man kan tro på, mener Ekstra Bladet. (Foto: Ernst van Norde)
Der er ingen tvivl om, at den ny mand vil blive vurderet med endda meget kritiske øjne, fordi han ansættes på et tidspunkt, hvor Kuhn igen har fået AaB til at ligne et hold, som man kan tro på, mener Ekstra Bladet. (Foto: Ernst van Norde)
HVAD HAR LYNGE Jakobsen i godteposen på trænerfronten?

Et eller andet rigtig stort eller meget spændende!

Det må man i hvert fald formode, når sportsdirektøren så kategorisk bliver ved med at afvise succes-assistenten Allan Kuhn som en mulig løsning.

Jeg er ikke et øjeblik i tvivl om, at Lynge Jakobsen meget, meget gerne ville have kunnet præsentere en permanent og langvarig løsning med et topnavn, allerede kort tid efter at Erik Hamrén bebudede sit farvel i januar. Og jeg ved også, at han har været tæt på et par gange.



MEN LIGE VED og næsten kan ikke bruges til noget.

Faktum er, at sportsdirektøren er havnet i en situation, hvor han har ryggen mod muren, og hvor der ikke er råd til et fejlskud.

For der er ingen tvivl om, at den ny mand vil blive vurderet med endda meget kritiske øjne, fordi han ansættes på et tidspunkt, hvor Kuhn igen har fået AaB til at ligne et hold, som man kan tro på.

I aften kan holdet tilmed krone arbejdet med en historisk triumf. For det vil det være, hvis mestrene besejrer Celtic og dermed fortsætter på den europæiske bane efter nytår i UEFA Cup’ens knockout-spil. Hvilket må siges at være lidt af et paradoks.



HVORFOR ER DET ARBEJDE så ikke godt nok til en permanent ansættelse?

Lynge Jakobsen har flere gange sagt, at han vil have en træner, der favner bredt. Ikke bare en mand, der er god til det direkte arbejde med spillere til træning og i kampe. Men en træner, der kan udvikle klubben på en række andre fronter på samme måde, som Erik Hamrén gjorde.

De kvalifikationer må sportsdirektøren åbenbart ikke mene, at Allan Kuhn har.

Jeg skal ikke gøre mig til dommer over den vurdering. Kun fastslå, at den midlertidige løsning - uanset facit af aftenens kamp - har bevist, at han har potentiale til at fungere som chef på højeste niveau herhjemme. Han besidder både handlekraft og ideer, ligesom denne opgave har givet ham en erfaring, som bliver værdifuld på langt sigt.



OG HANS FLOTTE ARBEJDE har i hvert fald gjort, at jeg ser optimistisk på AaB’s muligheder for at komme succesrigt ud af opgøret mod skotterne.
0 kommentarer
Vis kommentarer
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere