Lyngby kollapsede trods 3-0-føring

AaB bragte sig i spidsen af Superligaen, da de vandt 5-3 over nedrykningstruede Lyngby - som er endnu mere truede, efter at de smed en 3-0-føring væk

Kim Aabech har scoret på et fantastisk langskud - det var ikke nok for Lyngby. (Foto: Mick Anderson)
Kim Aabech har scoret på et fantastisk langskud - det var ikke nok for Lyngby. (Foto: Mick Anderson)

AaB lavede en 'Tottenham' på Lyngby. De blå var foran med 3-0 i Aalborg efter 39 minutter, men efter fem nordjyske mål på godt en halvleg, måtte bundholdet Lyngby rejse mega-skuffede hjem. De kan nu se en lang og kold vinter i øjnene, mens AaB med sejren sidder anderledes lunt på 1. pladsen i Superligaen.

Lyngby bragte sig allerede efter fem minutter foran med 1-0, da en aflevering ind i feltet fra Mikkel Beckmann fandt Morten Christiansen, som satte bolden forbi Karim Zaza.

En halv time senere hamrede Kim Aabech et flot langskud i kassen, og blot et par minutter senere scorede Mikkel Beckmann på et straffespark, som Danny Califf havde begået mod den unge Lyngby-spydspids Mads Thomsen.

AaB's Andreas Johansson nåede akkurat at prikke en bold i kassen, inden 1. halvlegs 45 minutter løb ud. Det mål skulle vise sig at blive vigtigt. Det gav de trætte AaB'ere en fornemmelse af, at de stadig kunne nå det.

Frygtelig 2. halvleg for Lyngby
I starten af 2. halvleg blev det så 2-3 i Aalborg, da Jeppe Curth lagde bolden indover til netop indskiftede Thomas Enevoldsen, som satte hovedet på og scorede.

Og blot fem minutter senere var der udlignet, da Jeppe Curth fik sidste fod på bolden, efter at Lyngby-keeper Seidelin havde måttet give en ripost på et langskud fra Thomas Enevoldsen.

Det stoppede dog ikke dér for Lyngby, som måtte se Jeppe Curth score sit andet mål, inden Rade Prica med ti minutter igen lukkede kampen til 5-3 - og sendte AaB på 1. pladsen hele vinteren over.

Om vinterpausen kommer belejligt eller ubelejligt for Lyngby er nok en smagssag.

0 kommentarer
Vis kommentarer