Høj jubel i Aalborg

AaB sølle et mål bedre end FC Midtjylland i det samlede regnskab

AALBORG (Ekstra Bladet): Med over 10.000 tilskuere i Aalborg var der vild jubel, da femtepladsen og de europæiske billetter blev sikret med 2-2 mod Randers FC.

Men hold da op, hvor var det tæt på for AaB at glippe. Kun fordi, at FC Midtjylland ikke vandt større over AGF blev femtepladsen en realitet.

Kun et mål skiller de to klubber i det samlede regnskab. Bittert for FC Midtjylland og forløsende for AaB, der fik hjælp til at juble af de mange tilrejsende Randers-fans, der havde bronzen at fejre.

Se også: FCK fejrede guld med feriebold

AaB fik en drømmestart med scoring af Nicklas Helenius allerede i det andet minut. Lidt heldigt og meget dygtigt fik AaB-angriberen bolden med sig forbi flere Randers-spillere, inden han fikst rundede endnu en Randers-spiller i feltet, for derefter

at udplacere keeper David Ousted med et fladt skud.

Det var Nicklas Helenius 16. sæson-scoring og dermed ender han på topscorerlistens andenplads. Kun overgået af FCK’s Andreas Cornelius.

AaB burde have bragt sig foran 2-0 sidst i halvlegen. Kasper Kusk stod kun et par meget fra stregen, da han i fri position kunne heade bolden i nettet, men David Ousted var hurtigt med hænderne og nappede den ikke specielt velplacerede afslutning.

Se også: Brøndby overlever gyser - farvel Horsens

Inden kampen tog publikum afsked med AaB’s sportsdirektør Lynge Jakobsen. Et kæmpe banner, der fyldte næsten den ene langside, var lavet i dagens anledning.

Og undervejs i kampen blev der hvert kvarter sat et noget mindre banner med bemærkelsesværdige citater fra Lynge Jakobsen. Som for eksempel:

Jeg er ligeglad med to år i spjældet, bare det går AaB godt.

Randers var i forvejen i besiddelse af bronze-medaljerne. Det medførte dog ingen nedgang i energi-udladningen. I første halvleg dog uden, at det medførte de store chancer. Undtagelsen var, da Ronnie Schwartz blev spillet fri med en lang bold i dybden.

Se også: FCM missede Europa

Men AaB-målmand Nicolai Larsen var hurtigt ude og gjorde sit til, at vinklen blev så spids, at Ronnie Schwartz gik i sidenettet.

Randers udligning kom efter 61. minutter, da Kasper Kusk tabte bolden midt på banen. AaB blev fanget, og pludselig drønede Ronnie Schwartz igennem, og denne gang svigtede han ikke. Det var en af Randers første chancer, men i modsætning til AaB var de meget mere træfsikre, hvilket igen blev demonstreret med et lille kvarter igen.

Indskiftede Jonas Kamper tog chancen og bankede til bolden. Den ramte Lasse Nielsen og snød totalt Nicolai Larsen. På det tidspunkt så det også ud til, at AaB ville blive snydt for femtepladsen, men et hovedstødsmål af Rasmus Thelander i de sidste minutter gjorde, at man lige nøjagtigt kneb sig foran FC Midtjylland.

Resultaterne fra sidste spillerunde i Superligaen

AaB-Randers FC 2-2 (1-0).
1-0 Nicklas Helenius (2. minut). 1-1 Ronnie Schwartz (61. minut). 1-2 Lasse Nielsen (77. minut/selvmål). 2-2 Rasmus Thelander (90. minut).
Tilskuere: 10.794.

FC Nordsjælland-Esbjerg 1-0 (1-0).
1-0 Conor O'Brien (32. minut).
Tilskuere: 6.132.

FC København-SønderjyskE 1-1 (1-0).
1-0 Igor Vetokele (37. minut). 1-1 Niels Lodberg (52. minut).
Udvisning: Claudemir , FC København (65.)
Tilskuere: 33.215.

OB-Silkeborg 3-3 (1-0).
1-0 Darko Bodul (22. minut). 1-1 Marvin Pourie (55. minut). 2-1 Ari Mohr Jonsson (67. minut/selvmål). 2-2 Anders Møller Christensen (84. minut/selvmål). 3-2 Morten Skoubo (86. minut). 3-3 Christian Holst (89. minut).
Tilskuere: 7.755.

FC Midtjylland-AGF 3-2 (1-0).
1-0 Petter Andersson (32. minut). 1-1 Davit Skhirtladze (48. minut). 1-2 Anders Kure (61. minut). 2-2 Sylvester Igboun (82. minut). 3-2 Erik Sviatchenko (90. minut).
Tilskuere: 9.552.

AC Horsens-Brøndby 0-1 (0-0).
0-1 Lebogang Phiri (90. minut).
Udvisning: Quincy Antipas, Brøndby (72.)
Tilskuere: 9.487.

Topscorerlisten i Superligaen:
Andreas Cornelius FC København 18
Nicklas Helenius AaB (1) 16
Aron Johannsson ex-AGF 14
Marvin Pourie Silkeborg (1) 14
Ronnie Schwartz Randers FC (1) 14
Simon Makienok Brøndby 14

Lasse Vibe SønderjyskE 13
Cesar Santin FC København 11
Nicolai Jørgensen FC København 11
Joshua John FC Nordsjælland 10

0 kommentarer
Vis kommentarer