Lasse Nielsen: Kan hurtigt komme ned på jorden

AaB ligger nummer to i Superligaen, men i Aalborg vil de ikke snakke om mesterskab, medaljer og pladser i Europa

Der blev grinet af Lynge Jakobsen, da han i 2008 fastholdt, at det for AaB handlede om at ende i top fire, selv om de lå til at snuppe guldmedaljerne. Så komisk er det endnu ikke i Aalborg, selv om AaB ligger nummer to i Superligaen og har haft et godt efterår, men ligesom dengang ønsker nordjyderne ikke at lade sig rive med af sejrene og succesen.

- Selvfølgelig vil vi gerne beholde vores andenplads indtil 33. spillerunde, men vi ved også godt, at vi hurtigt kan komme ned på jorden igen, hvis vi begynder at komme med højtflyvende målsætninger. Superligaen er stadig tæt, og taber vi tre kampe i træk, er vi tilbage i feltet i midten af rækken. Vi går ikke så meget op i, hvor vi ligger i tabellen, selv om det da måske er overraskende for os, at vi er næstbedst efter 14 runder. Vi koncentrerer os om spillet, og det har været rigtig godt, siger Lasse Nielsen til tipsbladet.dk.

I forhold til sidste sæson har AaB mistet Nicklas Helenius, men erstatningerne Rasmus Jönsson og Anders K. Jacobsen har tilsammen leveret seks scoringer. Hullet efter Helenius er altså blevet lukket fornuftigt, og egentlig føler Lasse Nielsen bare, at holdet har bygget videre på det, de har bygget op i Aalborg de sidste par år.

- Vi er mange, der har spillet sammen i noget tid nu, og det har hjulpet os en hel del i denne sæson, for vi kender hinanden godt og ved, hvordan manden ved siden af reagerer i forskellige situationer. Vores resultater er et udtryk for, at vi har formået at bygge videre på det, vi leverede i sidste sæson.

18 af AaB's 24 point er erobret hjemme på Nordjyske Arena, hvor de endnu ikke har tabt i denne sæson. Til gengæld har de kun fået seks point på fremmed græs. Næste opgave er ude mod Randers, og her håber AaB, at de kan hente tre point og for alvor bide sig fast i den sjove ende.

- Vi skal have de samme dyder frem, som vi har, når vi spiller hjemme, men jeg føler egentlig slet ikke, det er et problem. Det er et spørgsmål om marginaler, at vores udebanestatistik ser sådan ud. Det er i hvert fald ikke noget, vi snakker om.

Kampen i Randers er 15. spillerundes mandagskamp.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste Sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere