AaB-Boss: Curth skal hjem til os

Med to mål mod Viborg blev Jeppe Curth helt for FC Midtjylland, men om tre kampe skal han tilbage til AaB, der ser frem til at få lejesvenden hjem igen.

FC Midtjylland slog i fredags Viborg med 3-2 i en kamp, hvor lejesvenden Jeppe Curth blev den store helt. Han kom ind fra bænken i det 64. minut, lavede to mål og afgjorde dermed kampen til midtjydernes fordel.

Men Curth har bare tre kampe tilbage for Superligaens førerhold, for lejeaftalen udløber den 31. december, og når opstarten til forårssæsonen går i gang, skal han tilbage til AaB. Sådan er planen i hvert fald lige nu, og det ligger ikke i kortene, at den plan bliver ændret.

- Der er en grund til, at vi kun lavede en lejeaftale frem til nytår. Planen var, at Jeppe skulle få noget spilletid, noget spilleglæde og noget selvtillid. Indimellem hjælper det at skifte miljø, og det har det sgu gjort for Jeppe. Så når udlejningen er ovre, har vi en spiller, der har fået fornyet selvtillid. Så planen er, at han skal tilbage til AaB, siger sportschef Allan Gaarde til tipsbladet.dk.

Se også: FCM-anfører: Curth skal blive her!

Jeppe Curths kontrakt med AaB udløber til sommer, og angriberen får dermed foråret til at overbevise Allan Gaarde og cheftræner Kent Nielsen om, at de skal tilbyde ham en kontraktforlængelse. I første omgang vil Gaarde tage en snak med ham i vinterpausen.

- Vi har i sinde at opfylde vores forpligtelser overfor Jeppe, og de forpligtelser har vi frem til sommer. Så giver det sig selv, at han skal bruge foråret til at overbevise os om, at vi skal forsøge at beholde ham, men det handler jo ikke kun om os. Det handler også om, hvad Jeppe vil og ønsker, så vi skal have en snak med ham, når vi kommer til vinterpausen. Indtil da er det vigtigt at fokusere på fodbolden, og så må vi siden se, hvad der kommer til at ske.

Jeppe Curth har været i AaB siden 2005, men blev i august lejet ud til FC Midtjylland.

Læs mere om fodbold på Tipsbladet.dk

0 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste Sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere