Udsolgt til guldbraget

Alle 11.535 billetter til guldkampen FC Midtjylland - AaB i morgen er nu solgt. Sæsonrekorden på MCH Arena står dermed for fald.

Der er udsolgt til kampen lørdag mellem FCM og AaB (Foto: René Schütze)
Der er udsolgt til kampen lørdag mellem FCM og AaB (Foto: René Schütze)

FC Midtjylland har nu solgt den sidste billet til MCH Arena til morgendagens kamp mod AaB. Dermed bliver der tæt pakket på stadion i Herning, når sæsonens to bedste Superliga-hold tørner sammen i en direkte duel om førstepladsen i Superligaen.

Der er plads til 11.535 tilskuere på MCH Arena, og hvis alle møder op, bliver der tale om sæsonrekord, idet Brøndby-kampen 16. august sidste år trak 10.745 tilskuere til Herning.

Se også: AaB-profiler klar til guldbrag



Se også: Heerenveen: Vi følger AaB-profiler

Har du ikke nået at indløse billet til kampen, kan du møde op på stadion på kampdagen, hvor der vil blive sat et begrænset antal billetter til salg. Det vil være returnerede sponsorbilletter, der vil blive afsat ved billetboderne ved stadion.

- Det er fantastisk, at vi her dagen før topkampen kan melde om alt udsolgt. Vi har oplevet en enorm interesse for kampen hele ugen, og det bliver uden tvivl en mindeværdig eftermiddag på MCH Arena med en elektrisk stemning, siger administrativ direktør i FC Midtjylland Hans Krabbe til klubbens hjemmeside.

På trods af at FC Midtjylland nu har tændt de røde lygter og kan sætte sæsonrekord, så bliver der ikke tale om stadionrekord. Den står fra 2007, hvor 11.763 tilhængere så FC Mditjylland i et opgør mod FC København. Siden er stadionkapaciteten blevet reduceret, og derfor er den rekord ikke mulig at nå.

0 kommentarer
Vis kommentarer