DBU indleder sag mod Brøndby

Brøndby har indtil 30. januar for at fortælle sit syn på sagen

Sagen om Brøndbys kontakt med Kasper Kusks agent, John Sivebæk, bliver nu genstand for en sag i DBUs disciplinærudvalg. (Foto: Polfoto)
Sagen om Brøndbys kontakt med Kasper Kusks agent, John Sivebæk, bliver nu genstand for en sag i DBUs disciplinærudvalg. (Foto: Polfoto)

Brøndby kan se frem til en disciplinærsag, efter sportschef Per Rud har henvendt sig til Kasper Kusks agent, John Sivebæk, for at høre nærmere til spillerens kontraktforhold.

AaB har rettet klagen til DBU, fordi det nordjyske fodboldflagskib mener, at Brøndby burde have henvendt sig til AaB, da Kasper Kusk har mere end seks måneder igen af sin kontrakt med nordjyderne.

- I det her tilfælde er det en klage fra AaB, der nu medfører en sagsbehandling hos os, siger DBUs kommunikationschef Lars Berendt.

Se også: DBU klar til at gå ind i Kusk-sag - hvis AaB klager

Sagen står til behandling i DBUs disciplinærudvalg i nærmeste fremtid. Brøndby har fremtil 30. januar til at komme med en redegørelse på, hvordan klubben har oplevet situationen.

DBU har på twitter henvist til cirkulære nummer 79 om 'danske regler for overgangsperioder, økonomisk kompensation for træning og udvikling og fordeling af solidaritetsbetaling'. Unionen henviser også til et FIFA-regulativ om kontakt mellem klubber og spillere, hvor der står:

'Hvis en klub har intentioner om at skrive kontrakt med en kontraktspiller, skal den informere hans nuværende klub på skrift, før den indleder forhandlinger med spilleren. En kontraktspiller er kun fri til at skrive kontrakt med en anden klub, hvis hans kontrakt er udløbet eller udløber inden for seks måneder. Ethvert brud på denne provision skal være genstand for passende sanktioner, hedder det.

Sagen er kun kommet frem, fordi Brøndby på sin hjemmeside i sidste uge skrev, at klubben var interesserede i Erik Sviatchenko og Kasper Kusk, men AaB kendte overhovedet ikke til Brøndbys interesse, fordi klubben kun havde talt med agenten, John Sivebæk.

Se også: Brøndbys Aldo: Vi opfører os ordentligt

0 kommentarer
Vis kommentarer