Agent: Augustinussen næppe til IK Start

Den norske Tippeligaklub IK Start arbejder i første omgang på andre emner til midtbanen end Thomas Augustinussen, fortæller AaB-spillerens agent.

(Foto: René Schütze)
(Foto: René Schütze)

Thomas Augustinussen forbliver efter alt at dømme AaB-spiller i det kommende Superliga-forår. Den rutinerede midtbanespiller har kontraktudløb til sommeren 2015 og blev i slutningen af det danske transfervindue et emne i norske IK Start, der leder efter en defensiv midtbanespiller. 

Mandag bekendtgjorde den norske Tippeligaklub, at man havde afbrudt forhandlingerne med jamaicanske Jason Morrison, der ellers var udset som løsningen til midtbanen og skulle være rejst med klubben på træningslejr tirsdag morgen. 



Bestyrelsesformand Magne Kristiansen slog på samme tid fast, at man i løbet af få dage håber på at lande en spiller, der er blevet arbejdet på længe. 

Men den spiller er ikke i første omgang Thomas Augustinussen. 

Det fortæller spillerens agent Jens Steffensen, der mandag var i kontakt med IK Start. 

- De arbejder i første omgang med et par andre emner, så det betyder nok, at linket til Thomas Augustinussen er dødt, siger Jens Steffensen til tipsbladet.dk.

Se også: Augo-agent: Håber Start og AaB bliver enige

Tidligere var der ellers dialog mellem IK Start og AaB.

- Klubberne kunne ikke blive enige om den ellers relativt beskedne transfer, der var nødvendig. Så det er stort set sikkert, at Thomas Augustinussen er AaB-spiller i det kommende forår, lyder det fra agenten.

Både det norske og svenske transfervindue har åbent til og med udgangen af marts, så Augustinussen og andre Superliga-spillere kan altså stadig nå at blive aktuelle i forhold til et klubskifte. 

0 kommentarer
Vis kommentarer