AALBORG (Ekstra Bladet): Carsten Christensen blev bombet sønder og sammen, da han trådte ind på arenaen i Bukarest, fordi Nicolai Larsen blev ud vidt. Fire gange måtte han hente bolden ud af nettet, da AaB blev ydmyget af Steaua Bukarest...
Men den nordjyske reservekeeper har på ingen måde følt sig skyldig i den gigantiske fiasko.
- Der er jo mange af jer, der har gået meget op i, at der gik så mange mål ind ved mig dernede. Men for mig selv var det glemt, da jeg sad på bænken i omklædningsrummet bagefter. Så tænkte jeg kun på at komme videre – blandt andet fordi jeg viste, at det ikke var et individuelt, men et kollektivt sammenbrud, sagde Carsten Christensen efter sidste fløjt mod Rio, hvor han holdt sit bur rent efter en flot præstation.
Allerede i kampens første minut dykkede han modigt ned i fødderne på Boateng, da han kom fri, fordi Rasmus Thelander headede for blødt tilbage.
- Som målmand er det altid rart at få lavet en god første aktion. Det lykkedes i den situation for mig, og det styrkede selvfølgelig selvtilliden, fastslog han, der efter den halve time dog leverede sit absolut højdepunkt i kampen, da han på fremragende vis nappede et godt sparket frispark fra Diego Lopes helt oppe i trekanten.
- Ja, det er ubetinget en af de redninger, som jeg vil huske. Det er nok en af de bedste i karrieren, og det er rart, at man på den måde kan være kampafgørende, konstaterede han med et skævt smil.
På søndag sidder han givetvis igen på bænken, når AaB møder Brøndby.
- Sådan er det. Men jeg fik vist, at jeg er klar, hvis de har brug for mig. Og det er rigtig rart, sagde den velspillende reservekeeper.