Bænket Helenius frustreret i AaB: Det er ikke holdbart

Nicklas Helenius blev hentet hjem som førsteangriber, men åbner op for exit nu, hvor han er helt nede som fjerdevalg

Nicklas Helenius har tilbragt det meste af efteråret på bænken, og overvejer et exit fra AaB (Foto: René Schütze)
Nicklas Helenius har tilbragt det meste af efteråret på bænken, og overvejer et exit fra AaB (Foto: René Schütze)

Man glemmer helt, han blot er 24 år gammel.

Fødselsattesten holder muligvis Nicklas Helenius ung, men livserfaringen er allerede på et stadie med folk, der er dobbelt så gamle. De seneste to år har angriberen været hele følelsesregisteret igennem.

Nummer to på topscorerlisten i Superligaen, drømmekontrakt med Premier League-klub, debut for en af de historiske klubber i England, far til tvillinger, mangemillionær på årsopgørelsen, landsholdsudtagelse.

Udenlandske klubber river og flår i AaB-profil

Og så nedturen der begyndte grundet alvorlig bakterie-infektion og eskalerede med voldsom depression, der gjorde ham afhængig af sovepiller. Det kostede Premier League-drømmen, og Helenius blev udlejet tilbage til AaB.

I foråret lignede Helenius lidt sig selv igen med fem mål i AaB-trøjen, og den nordjyske klub troede i hvert fald så meget på deres tidligere topscorer, at de snuppede ham på en to-årig kontrakt, da agenten fik vristet Helenius fri af Aston Villa med en solid farvelpakke i omegnen af halvanden mio. kr. i sommer.

Det var en frisk begyndelse, og Helenius startede også som førsteangriber, da Lars Søndergaard afløste Kent Nielsen på trænerposten. Helenius skulle være førstevalg, og så måtte de fire øvrige kæmpe om den anden plads i front.

 Superligaens målkonge takker nej til ny kontrakt

Men med blot to kampe tilbage af efteråret har der så sandelig ikke været medvind i ryggen på Helenius. Lukas Spalvis og Thomas Enevoldsen har bombet kasser ind, og Rasmus Jönsson har desuden været foretrukket foran Helenius.

Så AaB-angriberen har mest frosset ude på bænken med syv indhop siden sæsonstarten og 0 mål.

En situation, der nu tvinger Helenius til at åbne for alternativer, når efterårssæsonen slutter om to kampe.

- Jeg skal ikke ind i et forår, hvor jeg stadig er fjerdeangriber. Jeg har brug for at spille kampe og få masser af minutter, især med det jeg har været igennem. Det er egentlig lidt ironisk, at jeg nu alene ved at træne føler mig 20-25 procent bedre, end jeg gjorde i hele foråret, hvor jeg trods alt scorede fem mål, fortæller Helenius i en snak med Ekstra Bladet efter en AaB-træning.

Han er ikke en billig herre for AaB at have siddende som fjerdeangriber, så han vil ikke udelukke et exit allerede i januar, hvor et lejemål til en anden Superliga-klub måske ville være oplagt.

- Min agent og jeg sætter os sammen og kigger på alternativerne, når de sidste kampe er spillet her i efteråret. Der kan være mange scenarier, men vi ved heller ikke, hvad AaB vil. Jeg kan ikke forestille mig, at nogen er interesseret i, at jeg bliver siddende derude på bænken. Det er ikke holdbart i længden. Så jeg er sikker på, at vi nok skal finde en løsning.

AaB tjente 28 millioner kroner på Europa League

Helenius anerkender, at det er blevet sværere at få spilletid, når de foretrukne angribere gør det godt, og holdet har vundet tre kampe i træk.

- Jeg er virkelig glad på holdets vegne. De andre har gjort det fantastisk og slået til, men jeg har stort set ikke spillet siden de første kampe, og jeg føler selv, at der har været mulighed for nogle indhop, men hvor træneren så har valgt anderledes. Det kan jeg ikke ændre på.

- Jeg kan kun arbejde med mig selv, og jeg er egentlig stolt af mig selv, at jeg har flyttet mig så meget i forhold til foråret, når jeg stort set ikke har spillet, lyder det fra AaB-angriberen.

AaB slår Randers i vanvittigt overtidsdrama

Selv om han atter er havnet i et sportsligt mareridt, så afviser han, at de sorte tanker er ved at genopstå.

- Så langt ned kommer jeg aldrig igen. Det er helt sikkert. Det er i de hårde perioder, man lærer mest, og jeg lærer meget lige nu. Jeg kan ikke ændre på trænerens valg, men jeg kan bevare fokus på min træning og på at arbejde med mig selv. Men i sidste ende er jeg nødt til at spille kampe for at blive 100 procent skarp, forklarer Helenius.

Over for Ekstra Bladet fortæller Helenius’ agent Mads Bach Lund, at man må overveje fremtidsperspektiverne for angriberen.

- Det var absolut ikke planen for hverken Nicklas eller AaB, at han ikke er en større del af holdet end tilfældet har været i efteråret. Derfor er det selvfølgelig utilfredsstillende for alle parter, og det må vi forholde os til, når efteråret er spillet færdigt. Nicklas er på et stadie i sin karriere, hvor han skal spille fast, forklarer Mads Bach Lund.

Husker du: Helenius supermål mod BIF