Dommeren giver grønt lys - superligakamp kan gennemføres

Dommer Peter Munch Larsen har sagt god for, at superligakampen mellem AaB og AC Horsens kan gennemføres mandag aften

Dommer Peter Munch Larsen har inspiceret banen i Aalborg og har godkendt den. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Dommer Peter Munch Larsen har inspiceret banen i Aalborg og har godkendt den. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Der bliver spillet topfodbold i Aalborg mandag aften.

Fodboldklubben AaB meddeler på Twitter, at hjemmekampen mod AC Horsens i Alka Superligaen bliver spillet trods stort snefald i Aalborg.

Dommer Peter Munch Larsen har godkendt banen, skriver AaB.

Tidligere mandag har mange fans og kommunalarbejdere skrabet sne af banen i forsøget på at få den gjort klar til kampen.

- Heldigvis er der en masse mennesker, som gerne vil hjælpe os med at rydde banen. Det er både vores supportere og folk fra kommunen, som har meldt sig til at komme med sneskovle, så vi kan få en grøn bane at spille på.

- Der er 30 fans, som har tilkendegivet, at de vil komme og hjælpe, og kommunen stiller med cirka samme antal, så der er masser, som gerne vil hjælpe, sagde AaB's sportsdirektør, Allan Gaarde, tidligere mandag.

Der blev skovlet ihærdigt for at få banen klar til kamp. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Der blev skovlet ihærdigt for at få banen klar til kamp. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Både AaB og AC Horsens kæmper for at komme blandt de seks bedste hold i grundspillet, der går videre til slutspillet om medaljer.

Før kampen i Aalborg indtager AC Horsens femtepladsen med 32 point for 23 kampe, mens AaB er nummer otte med 31 point.

Begge hold mangler at spille tre kampe i grundspillet.

Kampen begynder klokken 18.

Se også: AaB-fans griber sneskovlen for at undgå aflysning

0 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste Sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere