AaB-veteranen Kasper Risgård tager et markant skridt næste gang, han kommer i aktion i Superligaen.
Det vil nemlig blive den 36-årige midtbanespillers kamp nummer 335 i landets bedste række. Det betyder, at han tager plads blandt de 20 spillere i Superligaens historie med flest kampe.
Meget mere bliver det ikke til.
Ekstra Bladet erfarer, at karrieren for AaB-veteranen er ved vejs ende, og kort efter klokken 10 bekræftede AaB nyheden på sin hjemmeside.
- Jeg har været en del af gamet i mange år, og når kærligheden til fodbolden som helhed og til AaB som klub er så stor, som den er, så er beslutningen om at stoppe også ufattelig svær at tage, siger Kasper Risgård på AaB's hjemmeside.
- Men jeg føler, at tidspunktet er det rette nu, hvor jeg sagtens kan se, at der står andre foran mig, men jeg vil gerne indrømme, at det gør forbandet ondt at nå frem til den erkendelse.
Der er enighed om, at Kasper Risgård har lavet sin sidste aftale med AaB, og karrieren indstilles med udgangen af denne sæson.
Dermed siger nordjyderne farvel til en af de helt tunge drenge i klubben i dette årtusinde.
Han blev indlemmet på holdet kort efter han var fyldt 20 år og fik i årene efter støt og roligt mere spilletid, men det var først, da Martin Ericsson i 2006 dampede til Brøndby, at Kasper Risgård for alvor slog sit navn fast.
Da AaB i 2008 vandt mesterskabet skete det i praksis med en 2-0 sejr over Brøndby, hvor Risgård stod for den afgørende træffer til 2-0. Seks år senere var Kasper Risgård atter i centrum på anden vis, da AaB blev mester igen.
Hans jubelreaktion på live-tv var uimodståelig, da FC Københavns sene scoring ude mod FC Midtjylland sendte guldet til Aalborg.
Afskeden med Kasper Risgård baner vej for sportsdirektør Allan Gaarde til at samle de fornødne lønmidler til at skrue en lukrativ lønpakke sammen til storspillende Lucas Andersen.
Officielt: Han er ny Superliga-træner
Parisisk VAR-ridt: United gør det umulige