HJØRRING (Ekstra Bladet) AaB fik mandag aften med lodder og trisser styr på naboerne fra Vendsyssel FF, da Kasper Risgård blev matchvinder med sin scoring til 1-0 kort før tid.
Men aalborgensernes angrebsspil flød slet ikke, og selv om Wessam Abou Ali og Jannik Pohl har masser af potentiale, så mangler der en skarpretter i AaB-offensiven, der kan hagle plus 15 mål ind pr. sæson.
Ham vil nordjyderne forsøge at finde i FC København.
Ifølge Ekstra Bladets oplysninger lurer AaB nemlig på at lokke Bashkim Kadrii til Nordjylland fra København i dette transfervindue.
Sportsdirektør Allan Gaarde vil dog ikke bekræfte, at man forsøger at lave en aftale med Bashkim Kadrii, der seneste sæson var udlejet med stor succes til Randers FC og spillede en hovedrolle i kronjydernes overlevelse i Superligaen.
- Vi satser på at hente en offensiv-spiller til truppen i dette vindue. Det er ikke nogen hemmelighed. Vi har stor tiltro til vores unge angribere, også selv om de brændte lidt for meget mod Vendsyssel.
Sidste chance: Få de gyldne tricks til PL-manager
- Det er en balancegang at stole på sine egne talenter og alligevel have den fornødne kvalitet her og nu, sagde Allan Gaarde, inden han specifikt forholdt sig til oplysningerne om Bashkim Kadrii.
- Bashkim er en dygtig spiller, som ville pynte på mange Superliga-hold. Det er der nok mange FCK’ere, der ville. En spiller af hans kaliber er altid interessant for AaB, men jeg har ingen kommentarer til, om han er et realistisk emne, lød det fra Allan Gaarde.
Bashkim Kadrii har trods sin fine sæson i Randers ikke formået at spille sig ind blandt Ståle Solbakkens foretrukne for FCK denne sommer.
Ifølge Ekstra Bladets kilder, vil både FC København og Bashkim Kadrii selv gerne teste transfermarkedet nogle uger endnu, inden man forholder sig til interessen fra AaB. Det sker, fordi parterne håber på et mere lukrativt tilbud fra udlandet.
Efter stjerne-salg: Her er Brøndbys skjulte milliongevinst