Enevoldsen: Dumt af AGF's fans

AaB-spillerne glædede sig over, at de fik vist opløftende takter trods pokalexit

AaB's Thomas Enevoldsen var ikke videre imponeret af det AGF's fans havde gang i til sidst i kampen. (Foto: Gregers Tycho)
AaB's Thomas Enevoldsen var ikke videre imponeret af det AGF's fans havde gang i til sidst i kampen. (Foto: Gregers Tycho)

AARHUS (Ekstra Bladet): AaB-spillerne tog baneinvasionen i Aarhus i stiv arm. Og selv om de tabende pokal-semifinalister bestemt ikke brød sig om det folkehav, der pludselig strømmede på græsset i overtiden, så var det ikke noget, de forsøgte at gøre et større drama ud af.

Spillerne forlod banen, og ingen af AaB-spillerne blev ifølge de personer i AaB-lejren, som Ekstra Bladet har talt med, antastet af de AGF-fans, der nåede ind på banen.

- Det er dumt af de fans, der løber på banen, for med den handling risikerer de jo at ødelægge det for holdet, sagde Thomas Enevoldsen.

- Vi blev noget overraskede over, at der pludselig var tilskuere på banen, sagde Kenneth Emil Petersen, som satte AGF i gang med sit selvmål.

Se også: Groteske scener: Her stormer AGF-fans banen

AaB-spillerne valgte i situationen at trække mod sidelinjen sammen med dommer Peter Kjærsgaard-Andersen, og efter kort tid gik AaB'erne i omklædningsrummet.

- Vi trak ud til siden, fordi der var tilskuere på banen. Og så gik vi ned i omklædningsrummet og ventede på at banen var ryddet, så kampen kunne genoptages. Det var ikke rigtigt noget, der var nogen, som brokkede sig over, sagde AaB-træner Lars Søndergaard som kaldte baneinvasionen: 'mere eller mindre uskyldig.'

Han var til gengæld ikke begejstret for, at AaB's spillere i forbindelse med hjørnespark ud for AGF's fans i første halvleg blev overdænget med kasteskyts.

Se også: Stormede banen: Skandale da AGF brød 20 års pokal-forbandelse

- Stemningen er godt oppe at køre, og det bliver jo påpeget allerede i første halvleg med de kasteskyts. Men det er også en stemning som trænerbænken hos AGF er med til at piske op. De står jo og råber og skriger, mente Lars Søndergaard, der midt i nedturen glædede sig over, at AaB viste fremgang.

Og det var spillerne enige i.

- I aften er vi klasser over AGF. Det er i første kamp vi smider det. I dag har AGF det held, der skal til, men vi viser trods alt, at vi kan køre et Superliga-hold ud af banen. Og havde det været en almindelig Superliga-kamp, hvor vi ikke skulle jagte mål, så havde vi også vundet, mente AaB's bedste, Thomas Enevoldsen.

Se den vanvittige episode, hvor AGF's fans stormer banen:

40 kommentarer
Vis kommentarer
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere