Grubler over bud fra udlandet

AaB's Jores Okore siger efter sit holds 0-1 nederlag torsdag til FCK, at udenlandske klubber vil have ham

Jores Okore (til højre) har været stærkt spillende i den senere tid. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Jores Okore (til højre) har været stærkt spillende i den senere tid. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Efter tre sæsoner i AaB har forsvarsprofilen Jores Okore kontraktudløb 31. juli, og der hersker stadig tvivl, om han fortsætter i det nordjyske, en anden superligaklub eller i udlandet.

Der har længe været spekulationer om Okores fremtid, hvor udlandet oftest er blevet nævnt som den kommende destination for den 27-årige forsvarsspiller.

Og der er da også flere tilbud fra klubber udenfor Danmarks grænser, men før Okore pakker kufferten og rejser afsted, skal det være det helt rigtige for ham.

- Der er en del muligheder og tilbud fra udlandet, men nu må vi se, om det er noget jeg har lyst til.

- Jeg skal kunne lide det, og jeg skal være helt sikker på, hvad jeg føler, og om det er værd at tage til, siger Okore.

Okore og AaB lukkede torsdag aften det første mål ind i fem superligakampe, da holdet tabte 0-1 på hjemmebane til FC København i næstsidste runde af mesterskabsspillet.

I AaB er man tilfreds med Okore og resten af forsvarets præstationer på det seneste, og holdets cheftræner, Jacob Friis, ser da også gerne, at Okore tager endnu en tørn i AaB-trøjen.

- Enhver fodboldtræner, der kigger på vores forsvar for tiden, vil jo slikke sig om munden, når man ser deres aggressivitet.

- Det gælder for Jores Okore såvel som vores andre forsvarsspillere. Derfor synes jeg da, at AaB og Okore er et fint match, siger Friis.

Okore vil ikke afvise at forlænge kontrakten i AaB, og selv om han ikke vil kalde det for den bedste mulighed, han har i Danmark, er det er en af de rigtig gode for ham.

- Jeg kan ikke sige, om det er den bedste mulighed for mig her i Danmark, men det er helt sikkert en rigtig god mulighed for mig.

- Jeg vil selvfølgelig gerne have en afklaring så hurtigt som muligt, så jeg ved, hvad jeg skal forberede mig på til næste sæson, siger den stærke forsvarsspiller.

Se også: Kæmper for livet

Se også: Dumt eller desperat? Bekræfter favorit-klub

1 kommentar
Vis kommentarer