Husker du Ericssons eminente solomål? 'Jeg var helt udmattet efter!'

Den tidligere AaB-spiller Martin Ericsson scorede årets mål i dansk fodbold tilbage i 2004 i sin første sæson for de bolsjestribede. Her fortæller han selv, hvordan han oplevede sin sublime scoring

Martin Ericsson tiljubles af holdkammeraterne efter sit glansnummer. (Foto: Videograb)
Martin Ericsson tiljubles af holdkammeraterne efter sit glansnummer. (Foto: Videograb)

Martin Ericsson er et navn, som de fleste danske fodboldfans nikker genkendende til. Svenskeren spillede nemlig både i AaB og i Brøndby med stor succes - men der er én bestemt episode, som den nu 34-årige svensker i den grad er blevet kendt for i Danmark.

I sin første sæson for AaB i 2004 scorede han nemlig et helt fantastisk solomål mod Herfølge, da han førte bolden frem fra eget straffesparksfelt, driblede forbi to modstandere og i sidste ende også afdriblede målmanden, før han sendte kuglen over stregen.

Målet blev helt fortjent kåret som det allerbedste mål af tv-seerne i den pågældende sæson til DR's fodboldshow foran ni andre nominerede.

En scoring, som hovedpersonen selv husker tilbage på med stor glæde.

Se også: Hvor fa'en var kronprinsen: AaB stoppet ved Storebælt

- Det var mit bedste mål i karrieren. Det er ikke hver dag, man løber næsten en banelængde, dribler forbi spillere og målmand - og så ender med at score, så det var helt klart en speciel oplevelse. Jeg har aldrig været i nærheden af at lave noget lignende, så det er rigtig stort, siger Martin Ericsson til Ekstra Bladet.

Ericsson tørner nu ud for BK Häcken i Allsvenskan, men selvom det er over 10 år siden, at han scorede sit fabelagtige solomål, kan han godt huske, hvordan det hele bar sig ad.

- Det er jo længe siden, men jeg kan huske, at jeg får bolden lige uden for vores straffesparksfelt efter en dødbold - og det først jeg tænker er, at jeg skal drive den op ad banen og få den væk fra vores område.

- Jeg prøver at komme i høj fart, og som det første kigger jeg efter en medspiller at spille. Men de stod lidt dårligt på banen, så jeg løb videre med bolden. Lige pludselig åbnede banen sig, da jeg kom forbi den første spiller. Og så følger man egentlig sit instinkt derefter, siger offensiv-spilleren.

Ericsson afsluttede sit geniale mål med at afdrible Herfølges målmand Morten Cramer, før han sendte bolden ind over stregen. Og efterfølgende var der ikke mange kræfter tilbage til at lave den vilde jubelscene.

Se også: Ryger AaB-favoritten her? Populær træner vil ikke væk

- Det var oplagt at drible forbi ham også, når man kommer i så høj fart. Igen, det er ikke noget man planlægger, men i situationen føltes det bare rigtigt. Det eneste, der var i mine tanker, var at komme forbi og sende den mod mål.

- Det var i slutningen af kampen, og jeg var simpelthen så træt efter. Jeg var helt færdig - det var alligevel et ret langt højintenst løb kort før tid, så den store jubelscene blev det ikke tid, husker Ericsson.

Playmakeren, der især var kendt for at lægge op til sine medspillere med geniale afleveringer, forstod først efter kampen, hvor godt et mål det egentlig var, han havde lavet.

- Jeg tænkte faktisk ikke selv over, at det var et fantastisk mål. Det var mere mine holdkammeraters store reaktion - især efter kampen - der gjorde mig opmærksom på det.

- Det er ret fedt at lave sådan en solomål - måske lidt federe end et godt langskudsmål - for der er flere ting, der skal lykkes på en gang. Og det er ikke tit, at man ser det ske. At det hele rammer plet. Så det er et fedt minde!

- Der er stadig mange, der kan huske det mål og som minder mig om det fra tid til anden. Det er et mål, som har fået større betydning for mig efterfølgende - for da det skete, følte jeg ikke, det var så specielt, men det er det blevet.

Se også: AaB-skurken efter brøler: Den gør ondt

Ericsson nåede at spille i Superligaen i fire sæsoner, inden han vendte tilbage til Sverige.

Men midtbanespilleren har ikke helt sluppet Danmark endnu.

- Jeg har et år tilbage i BK Häcken, men jeg kan sagtens forestille mig at forlænge med to-tre år mere. Men det bliver nok min sidste klub i karrieren.

- Jeg er også i gang med en uddannelse i sports management - og det er faktisk på Aalborg Universitet, hvis det ikke skal være løgn. Det er dog som fjernstudie, men lidt tilknytning til Aalborg har jeg stadigvæk, siger han.

Gense Martin Ericssons sublime solomål her: 

5 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste Sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere