Vildt målorgie: Drømmekasse og dobbelt målscorer
RANDERS (Ekstra Bladet): 18-årige Mikkel Kaufmann beviste igen i Superligaen, at han er en vaskeægte centerforward med en målnæse ud over det sædvanlige. Han minder om selveste Peter Møller, der i start-90’erne hærgede for AaB.
Med sit sæsonmål nummer seks og syv sørgede Mikkel Kaufmann for, at AaB fik et enkelt point med hjem fra festlighederne i Kronjylland.
- Det er dejligt, at målene er begyndt at komme. Du har ret i, at det er nogle rigtige angribermål, der kommer for tiden. De er ikke alle lige svære, men de tæller lige meget, sagde beskedne Mikkel Kaufmann, der alligevel ikke kunne skjule sin skuffelse over 3-3-kampen.
- Jeg ville gerne bytte begge mine mål for en sejr. Jeg kan kun være skuffet – særligt når man tænker på, at de reddede på stregen i de sidste sekunder, lød det fra teenageren.
AaB-topscoreren har virkelig løftet opgaven i front for nordjyderne, siden Tom van Weert fik en hovedskade tidligere på sæsonen.
Syv mål i 15 kampe for en 18-årig gut er intet mindre end imponerende, men alligevel er den brandvarme AaB-bomber ikke udtaget til U21-landsholdet, der i stedet har bl.a. Anders Dreyer, Jens Odgaard, Andreas Skov Olsen, Nikolai Laursen og AaB-kollegaen Søren Tengstedt med på de offensive pladser i den kommende samling.
Mikkel Kaufmann skal i stedet med U19-holdet mod Finland, Færøerne og Frankrig.
- Jeg har ingen forventning om at være på U21 endnu. Det er slet ikke en årgang, jeg har spillet med. Det er nogle store navne, der er med, og jeg er meget glad for at være på U19. Min tid skal nok komme, hvis jeg bliver ved med at score mål, sagde Mikkel Kaufmann.
Kæmpestjerne og AaB-fan: Tjener mere end hele Superliga-truppen