Så skete det. Martí Cifuentes er fortid i AaB.
Den spanske cheftræner er efter længere tids forhandlinger kommet overens med Hammarby om en aftale og stopper senest 1. marts.
Martí Cifuentes, der havde kontrakt med AaB indtil 30. juni 2023, fortæller i en pressemeddelelse om sin beslutning.
- Som jeg nævnte, da jeg tiltrådte for et år siden, er jeg både glad for og stolt over, at en klub af AaB’s størrelse og med dens historik pegede på mig som cheftræner, og mit forhåndsindtryk af både klubben og byen er kun blevet bekræftet.
- Indtil for bare få dage siden havde jeg heller ikke forestillet mig, at samarbejdet skulle slutte allerede nu, men jeg er blevet tilbudt et job, som jeg føler, at jeg hverken sportsligt, økonomisk eller i privat sammenhæng har kunnet sige nej til, og derfor har den såkaldte samlede pakke vægtet endnu mere end normalt, siger Martí Cifuentes.
- Jeg synes, at AaB som klub er et bedre sted end for et år siden, og jeg vil gerne takke spillere, stab og alle øvrige ansatte i klubben for et godt samarbejde og takke supporterne for deres flotte opbakning. Jeg har sat enorm pris på begge dele, slutter Martí Cifuentes.
Ekstra Bladet har tidligere kunnet fortælle, hvilke emner AaB går efter, og nu intensiveres jagten på en ny cheftræner, efter atCifuentes officielt er blevet solgt til svensk fodbold efter eget ønske.