Millionerne skal rulle: Varsler stort Superliga-salg

Klubben fra Aalborg regner med at bruge sommeren på at lave et salg, der spytter godt med millioner i klubkassen

Den nordjyske klub 'sælger sandsynligvis en spiller i det her vindue', siger sportsdirektør Allan Gaarde. Foto: René Schütze/Ritzau Scanpix
Den nordjyske klub 'sælger sandsynligvis en spiller i det her vindue', siger sportsdirektør Allan Gaarde. Foto: René Schütze/Ritzau Scanpix

De har købt Lucas Andersen og Patrick Olsen, men ellers er det ikke så meget, man har foretaget sig i AaB i dette vindue.

Men det kan sagtens tænkes, at der kommer til at ske noget, for flere spillere er efterspurgte, og sportsdirektør Allan Gaarde har bestemt ikke slukket telefonen.

Mest interessant er det, at midtbanespiller Oliver Abildgaard bliver jagtet af Sparta Prag, og den tjekkiske klub har flere gange budt på danskeren. Hvilket han selv beretterede om tidligere i juli, og som Allan Gaarde også har bekræftet. Og AaB har også i tankerne, at der skal sælges et eller andet denne sommer.

- Vi har hele tiden sagt, at vi sandsynligvis sælger en spiller i det her vindue. Vi vil gerne sælge så dyrt så muligt, samtidig med at holdet lider så lidt skade som muligt. Det er den mission, vi har, og så må vi se, hvad det ender med, siger sportsdirektør Allan Gaarde til tipsbladet.dk.

Midtbanespilleren, 23 år, var en del af det danske U21-landshold, og han har vist et flot niveau for nordjyderne. Derfor er han også en spiller, som AaB kræver en stor transfersum for. Ifølge Ekstra Bladet vil det danske mandskab have 15 millioner kroner.

Abildgaard er lige nu ved at komme sig over en skade, så det er ikke et potentielt salg, der holder ham ude.

Midtbanespilleren Oliver Abildgaard (venstre) er sat i forbindelse med Sparta Prag. Prismærket lyder på 15 millioner kroner. Foto: Jens Dresling
Midtbanespilleren Oliver Abildgaard (venstre) er sat i forbindelse med Sparta Prag. Prismærket lyder på 15 millioner kroner. Foto: Jens Dresling
 

- Vi har som mål at have det stærkest mulige hold. Oliver har jo haft ekstra ferie, fordi han var med U21-landsholdet, og man skal også huske på, at han stort set ikke spillede den sidste halvanden måned af sidste sæson, fordi han var skadet. Han har døjet med nogle ting, men det har ikke været alvorligt. Det har dog været nok til at holde ham ude. Havde han været fit, havde han også været til rådighed, siger Allan Gaarde.

Det er dog ikke kun Oliver Abildgaard, der kan blive afskibet for mange millioner - også forsvarsspiller Jores Okore er et oplagt salgsemne. Okore har kun et år igen af sin aftale med AaB, der er lykkedes med at overtale Kasper Pedersen til at tage en ny tørn i Aalborg-klubben. Dermed kan der blive plads til, at man kan sælge Jores Okore og samtidig have noget erfaring i bagkæden. Hvis det er det, man vælger.

Selv om der kun er et år igen af aftalen, er AaB dog ikke klar til at give forsvarsspilleren væk for peanuts - så vil nordjyderne hellere lade Okore spille kontrakten ud.

- Jores er en dygtig spiller, men han har kun et år igen af sin aftale. Det er en afvejning af, hvordan vi får mest ud af det, siger sportsdirektøren, der er knap så presset i bagkæden efter forlængelsen af Pedersen, fordi der har været skader:

- Vi har været lidt sårbare i forhold i antal og i forhold til skader. Jakob Blåbjerg og Anders Bærtelsen har begge døjet med skader i opstarten. Derfor var det vigtigt at få noget styrke ind.

Backen Lukas Klitten er blevet langtidsskadet, og Jakob Ahlmann missede også seneste opgør med en skade. Den er dog ikke alvorlig.

AaB's næste opgave er en kamp mandag mod Silkeborg, hvor nordjyderne håber på at få sæsonens første sejr efter bare et enkelt point i de første to kampe.

Se også: AaB snublede - giga-afbrænder kostede dyrt


Se også: Superliga-spiller droppet efter bytur

Se også: Voldsomt skadesramt: Superliga-klub må undvære flere profiler

9 kommentarer
Vis kommentarer
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere