- De personlige betingelser er faldet på plads, og vi er enige om en aftale for 1,5 år. Nu er det kun logistikken og et lægetjek, der skal falde på plads. Der har været en del rejseudfordringer, men det er min forhåbning, at vi i løbet af få dage kan få vedkommende til Aalborg og præsentere ham.
Sådan lød det lørdag fra AaB-sportschef Inge Andre Olsen til Nordjyske omkring en ny offensivspiller i klubben.
Navnet har været hemmeligt, men nu tyder meget på, at det bliver en spansk angriber, der er på vej til Nordjylland.
I hvert fald skriver 28-årige Ruben Rufo Herraiz søndag formiddag på en Instagram-story, at han er på vej med flyet fra Paris til Danmark.
- Jeg er på vej, skriver han og ledsager ordene med et fly og et dansk flag og et foto fra lufthavnen.
Rufo spillede frem til nytår for Sandefjord i Norge, hvor AaB-træner Marti Cifuentes netop er kommet til fra, og da angriberen er uden kontrakt, kan han stadig skifte klub.
- Jeg fortsætter ikke i Sandefjord næste sæson. Det har været 2,5 uforglemmelige år, og jeg ønsker virkelig at sige tak til alle i Sandefjord for at få jer til at føle mig hjemme. Alt det bedste i fremtiden. Nye udfordringer er på vej, skrev Herraiz 8. januar på Twitter.
Og nu ser det altså ud til, at karrieren fortsætter i AaB. Lægetjekket med nordjyderne kan passende laves i København, da AaB denne søndag alligevel er i hovedstadsområdet for at spille klokken 20.00 mod Brøndby.
Den spanske angriber lavede 19 mål i 63 kampe for Sandefjord og har tidligere spillet for Espanyol og Malaga, hvor han dog stort set udelukkende har spillet for klubbernes reservehold, ligesom han også har spillet for Mallorca i den tredjebedste spanske række.
Pludseligt comeback: Må låne badedragt