Rasende fans vakte opsigt: Det er pinligt at være her

AaB-fans retter vreden mod sportsdirektør Allan Gaarde og cheftræner Morten Wieghorst

Vrede AaB-fans protesterer mod ledelsen: 'Det kommer fra hjertet af klubben'

AALBORG (Ekstra Bladet): Den mest ligegyldige Superliga-kamp søndag blev helt uventet dramatisk, da AaB blev offer for en af de mest omfattende fanprotester i lang tid i Superligaen.

AaB’s stemningsskabende fans gik ganske enkelt i strejke, satte sig ned og efterlod Aalborg Stadion som en tavs ramme om opgøret mod AC Horsens i kampens midterste time. Kun det første og sidste kvarter fik hjemmeholdet vokal støtte fra Vesttribunen.

Med bannere udtrykte tilhængerne stor utilfredshed med situationen som sådan – og sportsdirektør Allan Gaarde i særdeleshed.

Ekstra Bladets mødtes med en talsmand fra fangruppen Auxilia efter slutfløjtet for at få afklaret, hvad vreden drejer sig om. Og konklusionen er ikke til at tage fejl af. Det handler om meget mere end en enkelt pokalblamage mod FC Fredericia.

Sådan gik det til, da AaB strøg ud af pokalturneringen

- Vi besluttede at lave en protest over to dage, hvor vi først protesterede på Hornevej, hvor vi ville demonstrere over for både spillere, trænere og den sportslige ledelse – her under Allan Gaarde selvfølgelig, at tingenes tilstand ikke er acceptable i forhold til, hvad der kan forventes af en klub af AaB’s størrelse, forklarer talsmand Frederik Lange fra fanfraktioen Auxilia.

- Det her handler om meget mere end kampen mod FC Fredericia. Det handler om, hvordan der er blevet navigeret over de seneste par år. Hvordan vi har forsøgt at sætte hold sammen over den periode. Hvordan udvekslingen af trænere har været.

- Lars (Søndergaard, red.) var en Aalborg-dreng, så det gjorde lidt ekstra ondt, da han blev fyret på baggrund af, at han gik for meget på kompromis med, hvordan man gerne ser AaB’s spillestil. Så undrer vi os over, at der er ændret holdning i mellemtiden, fordi Morten Wieghorst går absolut på kompromis med den måde, vi gerne vil se AaB spille på, men han klarer så målsætningen om top seks.

- Vi står ikke og forlanger fyring af Wieghorst, men der skal ske ting og sager, og vi er utilfredse med den generelle sportslige ledelse. Kampen mod FC Fredericia blev bare symbolet på, at der er noget galt, konstaterer Frederik Lange, som slår fast, at Auxilia organiserede protesten.

AaB-tilhængerne begyndte som planlagt at bakke holdet op igen, da der manglede et kvarter. Da var hjemmeholdet netop kommet foran 1-0 mod AC Horsens. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
AaB-tilhængerne begyndte som planlagt at bakke holdet op igen, da der manglede et kvarter. Da var hjemmeholdet netop kommet foran 1-0 mod AC Horsens. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

- Vi vælger at lave en protest, hvor vi giver den fuld gas det første kvarter, og så holder vi stilhed frem til det sidste kvarter. Vi har en række bannere med budskaber, som vi viser løbende gennem kampen.

- Vi hader stemningsboykot. Det gør ondt, og det er pinligt at være på Aalborg Stadion, når der er så stille. Men vi bliver nødt til at bruge de ting, som vi kan, når vi har brug for, at der sker noget drastisk, forklarer han.

- Slutspillet som sådan er der jo ikke noget at spille om for AaB. Morten Wieghorst kan bruge kampene til at finde ud af, hvad han vil med holdet frem mod næste sæson. Rent resultatmæssigt betød Fredericia-kampen alt. Derfor gjorde det så ondt, at der blev leveret sådan en indsats. Når man tager alt i betragtning – modstander og vigtighed - så var det jammerligt, siger Frederik Lange og påpeger, at protesterne i høj grad handler om den måde, som sportsdirektør Allan Gaarde har håndteret sine transfermidler.

- Alle steder, hvor jeg kigger og hører, er holdningen stort set den samme. Det, der bliver leveret lige nu, er bare ikke godt nok i forhold til de penge, der er blevet brugt.

- Set lidt i helikopteren kan det sagtens hævdes, at en femteplads måske er godt nok. Se på Aalborgs størrelse, AaB’s størrelse, lønbudgettet… Det kunne bare være bedre, når vi ser på hvilken økonomi, der er kommet ind, og de penge der er brugt. Så er det bare skuffende at se den type fodbold, der bliver leveret. Og vi kan se spillere, der er hentet ind til mere end rimelige penge, der slet ikke gør nogen forskel og ikke spiller fast.

- Vi synes, en stor mulighed er blevet forspildt, og det er vi ikke tilfredse med, fastslår Frederik Lange.

Se også: Kæmpe protest under Superliga-triumf: Vrede fans stjal billedet

Se også: Kæmpe fiasko: United forærer City mesterskabet

Se også: Kriseramt Superliga-klub mødt af vrede fans

kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i fodbold
Seneste i fodbold
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Peter Roelsgaard
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen