Skadeschok udløste Randers FC-triumf

AaB’s målhunger blev bremset af Kalle Johnsson og træværket

Victor Lundberg og debutanten Mandla Masango sørgede for målene i Randers' 2-0-sejr. (POLFOTO)
Victor Lundberg og debutanten Mandla Masango sørgede for målene i Randers' 2-0-sejr. (POLFOTO)

AALBORG (Ekstra Bladet): AaB kom ned på jorden igen og missede chancen for at lave en tidlig udskilning i toppen af Superligaen, da Randers FC vandt 2-0 i søndagens tidlige Superliga-kamp.

En sejr som kronjyderne sikrede sig takket være et tidligt mål fra topscorer Viktor Lundberg – og så en stærk debut fra Mandla Masango, der som indskifter hurtigt fik kronjyderne til at glemme det grimme skadeschok, der sendte Erik Marxen ud efter en halv time.

Venstreforsvareren faldt uheldigt ned på sin højre skulder og måtte forpint bæres ud på båre med sin højre skulder ude af postion. Skaden viste sig dog ikke værre end, at han kunne returnere til Randers-bænken efter AaB-læge Søren Kaalund havde sat skulderen på plads.

Se også: FCM enig om mega-transfer: Men Sisto siger nej

Optakten til sejren blev lagt allerede efter tre minutter, da Christian Keller fik frit spil til et uventet raid frem. Rasmus Würtz nedlagde RFC-spilleren på kanten af feltet. Og Viktor Lundberg viste sig snu som en ægte målræv, da han listede frisparket ind gennem den åbning i AaB’s frispark, som Christian Keller havde fremprovokeret. Meget svagt af AaB’s forsvarsmur i den situation.

Målet gav Randers FC en favoritposition, og AaB kunne slet ikke få dirket den massive defensiv op. Især Mads Fenger viste stort overblik, lige som Kalle Johnsson tog fra, når AaB endelig kom til afslutning.

AaB’s muligheder blev ikke bedre af, at Kenneth Emil Petersen måtte allerede midt i første halvleg trække sig ud med en fiberskade i låret. Så fik Randers FC mere ud af at få Mandla Masango ind, da Erik Marxen gik ud.

Se også: Hobro henter fart i Tyskland

Debutanten udmærkede sig i første omgang med et groft frispark mod Kasper Risgård lige efter sin indskiftning. En svinestreg som Risgård - helt tilfældigt, naturligvis – kom til at gengælde, da han savede Masango ned ved midterlinjen lige før pausen.

Men bortset for de to destruktive bataljer, så viste sydafrikaneren sig som et yderst spændende bekendtskab og fandt på helt naturlig vis ind i et samarbejde med især Mustafa Amini og Viktor Lundberg. Når de tre kombinerede, så kom AaB som regel i problemer.

At Superligaens mest hårdtarbejdende angriber, Viktor Lundberg, kort før tid kunne lægge op til Masangos afgørende scoring til 2-0 var en meget fortjent belønning for en stor kamp.

Se også: Premier League-klub lokker Sviatchenko

Så hører det med, at Lukas Spalvis i starten af anden halvleg headede et stærkt indlæg fra Nicolaj Thomsen på overliggeren, mens Kalle Johnsson i slutfasen reddede fænomenalt, da Nicklas Helenius var fri til hovedstød.

Men overordnet set var AaB slet ikke i stand til at lukke Randers FC op og sejren var helt retvisende.

7 kommentarer
Vis kommentarer