Stopper øjeblikkeligt og bliver træner

Den svenske AaB-spiller Oscar Hiljemark indstiller karrieren og bliver i stedet assistenttræner i AaB

Svenskeren skal i stedet være assistent i AaB. Foto: Claus Bonnerup
Svenskeren skal i stedet være assistent i AaB. Foto: Claus Bonnerup

AaB's svenske midtbanespiller Oscar Hiljemark indstiller sin aktive fodboldkarriere i en alder af 28 år og bliver i stedet assistenttræner i den nordjyske klub.

Det oplyser AaB i en pressemeddelelse.

Den tidligere landsholdsspiller fik stort set hele sin AaB-karriere smadret af en skade.

- Skaden, som Oscar Hiljemark pådrog sig 22. november 2020 i sin blot sjette optræden for AaB, betyder desværre, at den tidligere svenske landsholdsspiller som følge af vedvarende, store smerter må indstille karrieren, lyder det fra AaB.

Da havde han ellers vist lovende takter for klubben. Blandt andet i sejrene over FC København og Brøndby.

Artiklen fortsættes under videoen ...

Sådan lød ordene, da Oscar Hiljemark skiftede til AaB
 

Man havde håbet på meget mere fra Hiljemark, og derfor er karrierestoppet et hårdt slag, siger AaB's sportschef, Inge André Olsen.

- Oscar har kæmpet med smerterne hele foråret, men i noget tid har begge parter haft en fornemmelse af, hvor det bar hen, og derfor har vi med Oscars kompetencer in mente søgt at beholde ham i klubben og er glade for, at han har sagt ja til at indgå i trænerstaben med særlig fokus på de unge spillere.

Hiljemark kom til AaB efter en sæson hos Dynamo Moskva, mens det tidligere i karrieren er blevet til flere end 200 førsteholdskampe for klubber som PSV Eindhoven, Genoa, Palermo og Panathinaikos.

Landsholdskarrieren inkluderer deltagelse i både EM-slutrunden i 2016 og VM-slutrunden i 2018.

- Beslutningen om at stoppe en karriere med mange store højdepunkter har været ufattelig svær og har været noget tid undervejs, men efterhånden var der ikke anden udvej, hvilket bare er en svær erkendelse at nå frem til, forklarer Hiljemark.