Superliga-profil amok på dommer: 'Er du racist?'

Jores Okore kogte over, da han ikke blev tilkendt frispark ved FCM's sene udligning i Aalborg

Der var drama for alle pengene, da FC Midtjylland søndag eftermiddag fik afværget et truende nederlag, da Frank Onyeka i overtiden udlignede til 3-3 og dermed lige akkurat holdt guldhåbet i live på Heden.

For scoringen kunne - og burde - have været annulleret af kampens dommer, Jørgen Daugbjerg Burchardt.

Således afslører tv-billederne, at FCM-angriberen Paul Onuachu umiddelbart inden scoringen begår frispark, da han rev AaB-kaptajnen Jores Okore i skulderen.

Men Daugbjergs fløjte forblev tavs, så målet fik lov at stå, og sejren og de tre point gled Okore og nordjyderne af hænde.

Og det var mere, end AaB-forsvarerens temperament kunne rumme.

- Er du racist?, råbte han i de hektiske sekunder efter kampen, hvor frustrerede og vrede spillere og trænere fra AaB omringede dommeren.

Efter kampen bekræftede Jores Okore overfor Canal 9, at han havde ladet sig rive med i frustration over den manglende kendelse og spurgt dommeren, om han er racist. En handling han vil undskylde overfor dommeren.

Utrolig bittert
Overfor Ekstra Bladet forklarer han sin oplevelse af frisparket, som ikke blev dømt.

- Der bliver helt klart lavet et frispark mod mig, og jeg fatter ikke, at der ikke blev fløjtet - for det var tydeligt.

- Jeg sikrede mig en god placering foran Onuachu, da jeg kan se, at der er en høj bold på vej ind i feltet. Men jeg fik aldrig mulighed for at komme op at heade, fordi jeg blev rykket omkuld i både skulder og arm, siger han om situationen, der altså endte med at koste AaB to point.

Konge af København: 'Jeg ser jo også mig selv øverst i hierarkiet'

- Det er utrolig bittert, at vi dermed går glip af en sejr, som vi havde fortjent, selv om vi lod dem presse os for meget i de sidste 10 minutter.

Også AaB-træner Morten Wieghorst, der i minutterne efter kampen virkede hidsig og havde en diskussion med Jørgen Daugbjerg Burchardt, er ærgerlig over den manglende kendelse.

Dommeren erkendte frisparket
- Ingen kan falde på den måde, uden at der bliver lavet noget ulovligt mod ham. Ja, så der var helt klart, siger han.

Og kampens dommer er enig efter at have set situationen igen.

- Der er et manglende frispark til Okore. Det ser jeg først bagefter, bekræfter Jørgen Daugbjerg over Canal 9.

Han var efter kampen omgivet af rasende AaB'ere - men ønsker ikke at gå videre med sagen.

- Jeg skal lige have snakket med Jores Okore. Men vi skal videre, siger han.

Lyngby-træner: Et af de værste hold vi kunne møde

FCM taber vigtigt skridt i guld-duellen 

Total dominans: OB smadrede vaklende Lyngby

Brøndby ved en skillevej: Kan sige nej til store bud på Mukhtar