Superligaprofil levede i frygt: Udsat for magtmisbrug og afpresning

AaBs Kasper Risgård var ved at knække nakken på et udlandsophold i græske Panionios. Klubben behandlede ham så slemt, at han levede i frygt

Arkivfoto: Ernst van Norde
Arkivfoto: Ernst van Norde

33-årige Kasper Risgård er igen i denne sæson en af de bærende spillere hos AaBs medaljebejlere i Superligaen, og den målfarlige midtbanespiller har i flere år været en profil i den bedste, danske fodboldrække.

Karrieren tæller flere end 200 kampe i Superligaen, to danske mesterskaber, en pokaltitel samt et udlandshold i først tyske Armenia Bielefeld og siden græske Panionios.

Risgårds ophold i den græske hovedstadsklub skulle have været et velbetalt, sydeuropæisk udenlandseventyr, men det endte i stedet som en græsk fodboldtragedie, da danskeren blev udsat for magtmisbrug, ydmygelser og afpresning. Det fortæller den nordjyske midtbanespiller i et interview med Spillerforeningen.

- Der var flere gange, hvor jeg var ved at bukke under. Havde det ikke været for min kæreste, så var det sket. Det er ikke fordi, der er nogen, der skal have ondt af mig, for jeg valgte selv at tage derned. Men det var sådan, det var. De forsøgte konstant at presse os. De ville have os til at knække, og det var sindssygt hårdt, siger Kasper Risgård til Spillerforeningen.

-  Der var situationer, hvor jeg var decideret bange. Det må jeg sgu indrømme. Hvad finder de nu på, mens jeg er væk fra træning? Hvad er det næste? Der var hele tiden en frygt, fortsætter Risgård.

Se også: AaB forlænger med målfarlig profil

Opholdet i Athen begyndte ellers fint for Kasper Risgård, men bare en måned inde i kontraktperioden begyndte tingene at gå skævt, da de folk, der havde hentet nordjyden til klubben, enten blev fyret eller sagde op. Derefter begyndte det levende helvede, hvor klubben med alle midler ville presse ham ud.

Nordjyden tilbragte seks måneder i den græske klub i sæsonen 2010/2011. I den periode havde han fem forskellige trænere, trænede månedsvis uden bold og fik flere gigantiske bøder af årsager, han ikke forstod. Risgård fik aldrig debut for førsteholdet og uden for banen oplevede han, at kæresten fødte fem uger for tidligt på grund af de stressende og kaotiske forhold i Grækenland.

Se også: AaB-profil efter nederlag: Det er jo hul i hovedet

Omstændighederne omkring Risgårds kæreste, Julie, der gik i fødsel før tid, var noget af det værste pres, som grækerne udsatte den danske fodboldspiller for. Han fik i første omgang besked på, at han kunne blive hos familien den første dag efter fødslen, men Spillerforeningen rådede Risgård til ikke at stole på klubbens velvilje. Træningen måtte ikke misses, så Panionios havde noget at bruge mod danskeren, der skulle presses ud af klubben.

- Jeg var hjemme fra hospitalet kl. 5:00 og stod op kl. 6:30, hvor jeg igen ville tage derud sammen med min kærestes familie. Senere fik jeg at vide hjemme fra Spillerforeningen, at jeg skulle se at komme af sted. Jeg skulle ikke misse en træning. Det var nemlig ikke sikkert, at agenten talte sandt, og den chance skulle jeg ikke tage, fortalte de mig. Der var en times kørsel fra hospitalet til træningsanlægget, og jeg havde under en time til at nå derind. Jeg var presset. Jeg kørte som død og helvede gennem Athen for at nå til træning, siger Kasper Risgård.

Se også: Skuffede AaB’ere efter afklapsning: Naivt og håbløst

Da grækerne heller ikke udbetalte løn til Kasper Risgård, lykkedes det Spillerforeningen at annullere kontrakten efter et halvt år i det græske mareridt.

Midtbanespilleren siger til Spillerforeningen, at han ikke fortryder sit udlandsophold i Grækenland, da han fik prøvet sig af uden for Danmark og trods alt lærte, at fodbold 'cool business'.

15 kommentarer
Vis kommentarer
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere