- Tåbeligt at gøre noget så dumt

I en sag om mulig matchfixing i en AaB-kamp står klubbens stopper Jores Okore frem og bedyrer sin uskyld

AaB's Jores Okore (til venstre), som her ses i superligakampen hjemme mod OB i oktober sidste år, afviser at være involveret i matchfixing. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
AaB's Jores Okore (til venstre), som her ses i superligakampen hjemme mod OB i oktober sidste år, afviser at være involveret i matchfixing. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Superligaklubben AaB har i de seneste dage været sat i forbindelse med en sag om matchfixing.

Nordjyllands Politi bekræftede tirsdag over for Ritzau, at en kamp i efteråret 2019 bliver efterforsket for mulig matchfixing relateret til AaB.

Nu står AaB-stopperen Jores Okore frem i et interview med B.T. og afviser, at han skulle være involveret i matchfixing.

I flere danske medier omhandler sagen et gult kort til Okore i overtiden af AaB's kamp hjemme mod OB 18. oktober sidste år.

- Jeg er uskyldig. Jeg har ikke og vil ikke være involveret i sådan noget. Jeg går ikke ind for matchfixing eller nogen former for snyd, så jeg ville aldrig nogensinde gøre sådan noget, siger Okore til B.T.

Ifølge B.T. blev der spillet heftigt på, at Okore skulle få et gult kort i kampen, og det fik oddset til at falde kraftigt.

- Jeg kan godt se, at det virker underligt, men det har intet med mig at gøre, og jeg ved bare, at jeg i løbet af de 90 minutter ikke har lavet et frispark.

- Så de mennesker, der har spillet på mig, har nok også været ved at skide grønne grise, siger Okore.

Okore, som i overtiden fik en advarsel efter en hård tackling på OB's Oliver Lund, fortæller til avisen, at han er stresset og ked af situationen.

- Det ville være vanvittigt tåbeligt at gøre noget så dumt. Og som sagt tager jeg stor afstand fra matchfixing, fastslår han.

Okore fortæller desuden, at politiet ikke har kontaktet ham i sagen.

Se også: Jores Okore i søgelys i matchfixingsag

Se også: Ekspert i matchfixing: Bevisbyrden er svær at løfte

Se også: Politiet efterforsker mulig matchfixingsag i Superligaen

54 kommentarer
Vis kommentarer