Vraget af Nantes: Nu sender AaB'er dem en stikpille

AaB-profilen Nicolaj Thomsen fejrede sin scoring mod Brøndby på en helt speciel måde

Han havde gået og ventet på muligheden.

Mod Brøndby kom den endelig, da Nicolaj Thomsen scorede AaB’s tredje mål og reelt lukkede kampen. Banens bedste løb ud til tilskuerne og holdt sig for øjet.

En klar og meget direkte hilsen til sommerens mest omtalte øje i dansk fodbold.

Se også: Brøndby ydmyget i Aalborg

En stikpille rettet mod franske Nantes, der allerede i juni havde Nicolaj Thomsen til lægetjek, men dumpede ham på grund af det 'blinde' øje, som han har haft siden barndommen.

- Det var mest af alt lidt sjov og ballade. Jeg havde gået og ventet lidt på muligheden. Det var dejligt endelig at få scoret igen, og så tænkte jeg, at jeg lige så godt kunne fejre det med lidt lir.

- Jeg synes, at jeg har lært en masse af det hele i den her sommer. Det har måske påvirket mig lidt med al snakken om mit øje, selv om det aldrig har været et tema for mig. Jeg har spillet med det hele livet. Men jeg håber, at jeg er kommet stærkere ud på den anden side, og er mere forberedt på næste gang, forklarede Thomsen.

Se også: Vred Schwartz: Det er lort

U21-landsholdsprofilen kommer uundgåeligt af sted, sådan som han spiller for tiden.

Holdkammerat Kasper Risgård roste også Thomsen for topniveauet.

- Thomsen er virkelig i topform for tiden, og det var dejligt, at han også fik scoret igen. Jeg synes, der er rigtig mange stærke præstationer for tiden på AaB-holdet. Men problemet er stadig, at vi har mange unge spillere på holdet, og så vil vi svinge i niveau.

- Så vil vi spille fantastisk som i 5-1 sejren over OB og som mod Brøndby og så dykke igen. Det arbejder vi hele tiden på at få fjernet, men det tager tid, forklarede Risgård.

13 kommentarer
Vis kommentarer