Langgaber uden mål i Horsens

Horsens og Lyngby bød ikke på meget underholdning i 0-0 kampen

Langsomt, ustruktureret - og bare uskønt. Horsens og Lyngby spillede 0-0. (Foto: Ditte Lysgaard Holm/Polfoto)
Langsomt, ustruktureret - og bare uskønt. Horsens og Lyngby spillede 0-0. (Foto: Ditte Lysgaard Holm/Polfoto)

Forår og fodbold hører sammen. Sådan er dét, men der er dage, hvor det bare ikke er helt så fedt, som man kunne ønske sig.

Sådan må tilskuerne i Horsens have haft det, da Horsens og Lyngby spillede 0-0 i en kedelig, uskøn kamp, som ikke bød på ret mange højdepunkter.

Se også: OB i ny nedtur: Smed føring væk

Og når opgøret mellem Superligaens nummer 3 og 11 ikke er godt, så er der bare ikke meget at glæde sig over en råkold 2. påskedag på stadion.

Lyngby kunne ellers med en sejr have truet OB i kampen om at undgå nedrykning, men med dagens resultat er der status quo i bunden, ligesom der er i toppen hvor Horsens ellers kunne have hentet et par point forhold til FC Nordsjælland på 2. pladsen.

Størst ære af kampen havde de to unge målmænd, Lukas Fernandes, i Lyngby-målet og Frederik Rønnow for Horsens. Lukas Fernandes blev sat i målet, da den normale førstemålmand Nicklas Højlund blev skadet under opvarmningen. Fernandes har nu holdt rent mål i sine hidtidige to kampe. Rønnow har ikke lukket mål ind i de tre kampe, han har stået siden han tog over efter et par knap så heldige præstationer af nyindkøbte Robert Veselovsky.

Tættest på sejren kom Horsens få minutter før tid, da Alexander Juel Andersen headede på overliggeren efter et hjørnespark. Kulminationen på nogle minutter med Horsens-pres, da topholdet endelig begyndte at få tempo i spillet og dermed pressede Lyngby langt tilbage på banen.

Lyngby havde fine forsøg ved Patrick Mortensen og Bajram Fetai, men ophidsende eller for alvor farligt blev det aldrig.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere