Horsens-træner er stolt af rekordhandel

Salget af topscorer Gilberto Macena til kinesisk fodbold gør AC Horsens-træner Johnny Mølby mere end stolt

Jubel i Horsens (Arkivfoto: Jens Dresling)
Jubel i Horsens (Arkivfoto: Jens Dresling)

Sportsligt er det øv, men forretningsmæssigt er det en sejr.

Det er konklusionen i AC Horsens, efter at superligaklubben fredag solgte angriberen Gilberto Macena til kinesiske Shandong Luneng Taishan FC.

Se også: Gilberto skifter til Shandong Luneng Taishan F.C.

- Det er en stor og i særklasse den største handel, AC Horsens nogensinde har lavet. Det er også en indikation på, at vi som klub er kommet op på det næste trin, når vi kan sælge spillere til sådan et beløb, siger Horsens-træner Johnny Mølby.

Diverse medier har nævnt beløb for over 10 millioner kroner for den brasilianske topscorer, men det er træneren ikke meget for at bekræfte.

- Jeg ved ikke på kronen, hvad vi har fået, men vi har fået rigtig mange penge ind. Det er den største handel herhjemme i dette transfervindue, siger Johnny Mølby.

Se også: AC Horsens tjener millioner på Macena

Gilberto Macena er med 11 superliga-mål den mest scorende spiller i denne sæson overhovedet, men Johnny Mølby accepterer, at klubben takkede ja til at sælge angriberen.

- Som træner vil man selvfølgelig altid holde på de aller bedste spillere og prøve at lave et så stærkt hold som overhovedet muligt. Omvendt ved jeg også godt, at dette er en forretning.

Se også: Horsens-træner: Macenas afløser er fundet

- Spillerne skal gøre alt, hvad de kan for at få en stor karriere, både sportsligt og økonomisk. Sportsligt er jeg ked af, at vi mister en dygtig spiller, men jeg er også glad på Gilbertos vegne. Han får sit store ønske opfyldt, fortæller Johnny Mølby.

AC Horsens overvintrer på Superligaens fjerdeplads.

0 kommentarer
Vis kommentarer