Mølby kræver mere skarphed mod AaB

Superligaens mest scorende mandskab fra AC Horsens skal være endnu skarpere i aften i Aalborg

Johnny Mølbys Horsens-mandskab ligger nummer fem i Superligaen før dagens kamp i Aalborg mod sjetteplacerede AaB. (Foto: Claus Bonnerup)
Johnny Mølbys Horsens-mandskab ligger nummer fem i Superligaen før dagens kamp i Aalborg mod sjetteplacerede AaB. (Foto: Claus Bonnerup)

AC Horsens er Superligaens mest scorende mandskab. Men skarpheden var ikke god nok i sidste weekend, og derfor kræver træner Johnny Mølby forbedringer i dagens kamp mod AaB i Aalborg.

Senest blev det blot 1-1 på hjemmebane mod Silkeborg, hvor topscorer Gilberto Macena var på pletten.

- Vi er inde i en fin periode, hvor vi har spillet rigtig gode kampe, men i lørdags var skarpheden foran mål ikke i top, siger Mølby til klubbens hjemmeside.

- Vi producerede ellers mange chancer, og der var meget bevægelighed og energi på holdet.

- Jeg er ikke i tvivl om, at vi også skaber chancer mod AaB, men vi skal være skarpere foran mål, end vi var mod Silkeborg, siger han.

Læs også:

Gilberto Macena er Superligaens topscorer med 11 mål efter 14 spillerunder. (Foto: Ernst van Norde) AaB AaB-træner: Gilberto er ligaens farligste

Horsens-træneren forventer en svær opgave mod nummer seks i Superligaen. Senest lykkedes det AaB at få 1-1 med hjem fra Brøndby Stadion, selv om nordjyderne var en mand i undertal det meste af kampen.

- AaB har været igennem en lidt svær periode, men har fundet takterne igen med sejren over OB og det ene point i Brøndby efter en taktisk og disciplineret indsats.

- Det er flot at hente et point på Brøndby Stadion, når man spiller 10 mod 11 i over en halvleg, siger Johnny Mølby.

AC Horsens, der har 23 point på Superligaens femteplads, er ligaens mest scorende mandskab med 27 mål. Af dem har Gilberto Macena scoret de 11.

Kampen i Aalborg spilles klokken 17.00.