AGF reddet i sidste minut

AC Horsens smed to vigtige point, da Peter Graulund udlignede for AGF i sidste minut i søndagens tidlige Superligakamp

AGF og Dioh Williams fik et enkelt point med fra Horsens. (Foto: Ernst van Norde)
AGF og Dioh Williams fik et enkelt point med fra Horsens. (Foto: Ernst van Norde)

Det siges, at et af karaktertrækkene ved et tophold er, at man vinder selv, når spillet ikke fungerer optimalt.

Hvis det står til troende, så må man efter søndagens superliga-opgør mellem AC Horsens og AGF konstatere, at århusianerne endnu ikke helt hører til i toppen af dansk fodbold, men det går den rigtige vej.

Der var nemlig ikke meget, som fungerede for 'De Hvi'e' mod de gulklædte værter, der slås for at komme væk fra den helt tunge ende af tabellen. Alligevel blev det til et enkelt point i Horsens takket være en scoring fra Peter Graulund i sidste øjeblik, og dermed blev det trods alt til point for de ambitiøse århusianere.

AC Horsens åbnede bedst, og sad på det meste af spillet, men det var alligevel AGF, som kom frem til kampens første chance, da Nabil Aslam headede bolden ud i fødderne på Peter Graulund, der dog ikke fik scoret.

Samme Graulund var meget tæt på efter 33 minutter, men efter at have omdriblet den uheldige Aslam måtte veteran-angriberen se de vikarierende Horsens-keeper Lasse Sørensen få klaret med en fodparade.

Graulund slog til
Trods de få AGF-chancer, så lod spillet meget tilbage at ønske, mens AC Horsens anført af Rawez Lawan, der var taget til nåde af Kent Nielsen, og Gilberto Macena også var sjældne gæster foran Steffen Rasmussens mål.

Med et kvarter igen kom hjemmeholdet på tavlen ved Gilberto Macena, der uskønt fik bugseret bolden over stregen fra tæt hold.

Det lignede afgørelsen, men i sidste minut dukkede Graulund op i feltet og sendte på karakteristisk facon en løs bold i kassen.

Dermed blev det alligevel til et point for AGF'erne, men det kræver tre i kampe som søndagens, hvis århusianerne for alvor vil ind i spillet om medaljer og europæiske billetter.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste Sport
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere