Horsens-boss vil ringe til ny OB-boss

I Horsens har man endnu ikke fundet en afløser for Jesper Hansen. Indtil da passer Henrik Ravn sportsdirektør-opgaverne sammen med Johnny Mølby

Henrik Ravn. (Foto: Carsten Andreasen)
Henrik Ravn. (Foto: Carsten Andreasen)

AC Horsens er godt i gang med at tilpasse sig den nye virkelighed som 1.divisionshold fra kommende sæson.

Udover omstillingen til landets næstbedste række, skal klubben også finde en ny konstellation i klubbens sportslige ledelse. Den hidtidige sportsdirektør Jesper Hansen forlader klubben 1. juni for at begynde på samme post i OB, og der er endnu ikke præsenteret en afløser for Hansen i Horsens.

Se også: OB-direktør: Jesper Hansen skal skabe kontinuitet

Faktisk er man endnu ikke så langt med processen endnu, melder direktør Henrik Ravn.

- Vi gør det, som vi hele tiden har meldt ud. Der har været mange andre ting at arbejde på, og vi har blandt andet skulle have overblik over økonomien i forbindelse med nedrykningen. Det skal vi gerne have på plads om en uge. Der er en del ting at kigge på – også omkring truppen, og det har jeg gjort sammen med cheftræneren. Det betyder ikke, at vi ikke skal have en ny sportschef. Det er ikke sat på stand by, men vi har mange andre opgaver, siger Henrik Ravn til tipsbladet.dk.

Se også: OB's nye sportsdirektør: Tidspunkt kunne ikke være værre

Jesper Hansen tiltræder i OB 1. juni, så der er ikke længe til, at AC Horsens skal klare skærene uden den mangeårige sportsdirektør. Det er Henrik Ravn og kompagni dog klar til.

- Han er på en fortjent ferie lige nu, men jeg har selvfølgelig en tæt dialog med Jesper, og han hjælper også fortsat med nogle ting. Der er kun en uge til han starter i OB, men jeg går ud fra, at jeg stadig kan ringe til ham, hvis jeg har nogle spørgsmål omkring de opgaver, han har siddet med, siger Henrik Ravn, der i første omgang kommer til at dele sportsdirektør-rollen med cheftræner Johnny Mølby.

- Jeg har været tæt på de fleste ting – især efter offentliggørelsen af Jespers skifte til OB. Der har været stor åbenhed omkring truppen og hele sammensætningen, så det hele kommer ikke til at gå på stand by, bare fordi Jesper stopper her. Vi andre skal måske bare bruge mere tid på nogle flere opgaver, siger Henrik Ravn.

Se også: På rov i Horsens: Her er Poul Hansens afløser

Der er altså endnu ikke nogen afklaring omkring posten som sportsdirektør i AC Horsens, men under alle omstændigheder arbejder man i klubben på at vende hurtigt tilbage til Superligaen.

- Vi har truppen, set-up'et og faciliteterne til det. Vi har også meldt ud, at vi skal tilbage til Superligaen hurtigst muligt. Det bliver ikke en walk-over, men vi har truppen til at være i toppen af 1. division. Marginaler kan komme til at afgøre, om det lykkes, men AC Horsens vil meget gerne hurtigt tilbage, fastslår Henrik Ravn.

Horsens indleder formelt livet som 1. divisionsklub i den sidste weekend i juli, hvor der er kick off i landets næstbedste række.

0 kommentarer
Vis kommentarer