Banker direkte konkurrent

Horsens dominerede i stor stil på eget græs, da de slog Hobro med 1-0

Horsens-spillerne fejrer kampens eneste scoring. Foto: Ernst van Norde.
Horsens-spillerne fejrer kampens eneste scoring. Foto: Ernst van Norde.

HORSENS (Ekstra Bladet): Det blev hverken uskarpe Jannik Pohl eller angrebsmakkeren Nicolai Brock-Madsen, men derimod midtstopperen Malte Kiilerich Hansen, der med et flot halvflugter sikrede en Horsens-sejr i femte forsøg i Superligaen – her halvejs i grundspillet.

Den Gule Fare hoppede dermed en plads op på 11. pladsen foran snuden på et tamt Hobro-hold, der i kampens hede slet ikke kunne bryde den store Horsens-dominans.

AC Horsens og Hobro lå side om side i bunden af tabellen med blot et enkelt point til forskel inden søndagens opgør i Horsens. En direkte duel mellem to mandskaber, der med en sejr for en stund kunne distancere sig en smule fra en direkte konkurrent i bundstriden og de nedrykningstruede placeringer.

Horsens og Hobro havde endnu til gode at spille andet end uafgjort i Superliga-regi, men i en sæson med hele tre direkte nedrykkere var opgøret derfor et umådelig vigtigt et af slagsen.

Horsens kom bedst fra start i en livlig indledning, hvor begge hold lagde offensivt ud.

Artiklen fortsætter under billedet...

Horsens sikrede sig tre vigtige point søndag eftermiddag mod Hobro. Foto: Ernst van Norde.
Horsens sikrede sig tre vigtige point søndag eftermiddag mod Hobro. Foto: Ernst van Norde.

Bo Henriksens tropper leverede faktisk en flot omgang fodbold, hvor bolden i høj grad blev fordelt langs jorden fremfor de ellers klassiske høje bolde og luftdueller.

Derimod overlod Hobro initiativet til hjemmeholdet og satsede på omstillingerne.

Både Alexander Ludwig og Malte Kiilerich Hansen kæmpede sig frem til farlige hovedstødschancer i 1. halvleg. Og især Michael Lumb virkede veloplagt på venstrekanten med blik for de hurtige stikninger til blandt andre en dog ufarlig Jannik Pohl, der ikke kunne omsætte de store muligheder til mål.

Lumb og Hobros Emmanuel Sabbi endte i en voldsom duel midtvejs i 1. halvleg, hvor især Horsens-backen kom helt op i det røde felt, men dommer Jakob Sundberg lagde sig hurtigt i vejen som dørmand – Lumb betalte dog et par minutter senere tilbage med kontant afregning og en hård tackling på netop amerikaneren.

Artiklen fortsætter under billedet...

Horsens-spillerne bryder ud i jubel efter den vindende scoring. Foto: Ernst van Norde.
Horsens-spillerne bryder ud i jubel efter den vindende scoring. Foto: Ernst van Norde.

Største gisp på stadion kom, da Bjarke Jacobsen blev noteret for et kæmpe koks, da han mistede bolden som sidste mand på egen banehalvdel til en kvik Pål Alexander Kirkevold, der opsnappede bolden.

Hobro-angriberen styrtede mod mål hårdt presset af Ludwig, men plaffede bolden fladt forbi fjerneste stolpe.

Horsens havde blot vundet én af deres seneste 12 hjemmekampe, mens Hobro kun havde vundet to af deres seneste 23 udekampe. Statistikkerne pegede på endnu et uafgjort resultat, men efter pausen fortsatte hjemmeholdet ufortrødent med at presse på i Hobro-feltet.

Efter 56 minutter kom det forløsende mål for hjemmeholdet, da Jakobsens overblik og fornemme lange aflevering endte i brystkassen på midtstopper Kiilerich Hansen, som havde lusket sig med frem. Forsvarsspilleren lagde bolden tilrettet med teknisk finesse og hamrede med en knastør halvflugter kuglen i kassen i det lange hjørne til 1-0 uden Hobro-keeper, Jesper Rask, kunne stille noget op.

Hobro var tvunget i offensiven, men deres angrebsesser og kreative kanter blegnede som kampen lakkede mod enden.

Bjarke Jakobsen så rødt i det absolut sidste minut for en grov tackling på Christian Cappis, men det blev også det mest dramatiske i en kamp, der endte 1-0 til Horsens.

Se også: Eventyr ender i fuser: Rooney færdig

Se også: Efter ny skandale: - Vi er dybt bekymrede

Se også: Blev far som 14-årig: Nu banker han kasser ind i Premier League

Daniel Pedersen forsøgte at holde humøret højt, da han var alvorligt syg. Foto: Privatfoto Sport og Spil Daniel var en lur fra at dø

3 kommentarer
Vis kommentarer