Det var ikke det store chok, der blev udløst fredag aften, da AC Horsens endegyldigt blev erklæret død og begravet i Superligaen for denne gang.
Men måden det skete på, det kunne ikke være meget værre, hvis man holder med Horsens.
Foran 3-0, tæt på 4-0 og alligevel knækkede Den Gule Fare fuldstændig sammen i slutminutterne og smed sejren mod Vejle og ustyrlige German Onugkha.
- Det er selvfølgelig ikke sjovt at rykke ned, men måden det sker på… Det gør ekstra ondt, sagde Louka Prip, der omsatte to straffespark i første halvleg.
- Det er vores sæson i nøddeskal. Jeg har ikke tal på, hvor mange gange vi har smidt en kamp på gulvet i slutminutterne. At det er imod Vejle, gør det bare endnu værre. Vi blev alt for bange for at få en succesoplevelse, lød det fra Louka Prip.
Den sportslige ledelse i AC Horsens har længe kunnet læse skriften på væggen i denne sæson. Overlevelse har reelt aldrig været tæt på, efter sæsonindledningen tog samme rute som den, Titanic begav sig ud på i 1912.
Efter sommer står den derfor på 1. division i Horsens, men målsætningen om en hurtig retur til Superligaen er soleklar.
- Vi skal tilbage i første hug. Det vil blive meldt meget klart ud fra bestyrelsen, lød det uden tøven fra sportschef Niels Erik Søndergård, der uddybede.
- Vi vil blive tvunget til at skrue en anelse ned for lønbudgettet, da det er helt andre summer, der er i 1. division. Når det er sagt, så vil vi være i stand til at holde det sportslige setup nogenlunde. Vi har nogle kontraktudløb og lejeaftaler, der næppe bliver fornyet, men det skal vi først til at kigge på nu.
- Vi vil fortsat give de unge chancen, men det bliver et meget konkurrencedygtigt AC Horsens-hold næste sæson. Derfor er målsætningen også allerede klar.
AC Horsens har været i Superligaen siden sommeren 2016.