Drama i slutminutterne: Superligaens tophold fik point i Horsens

Førerholdet fra Farum fik 2-2 i de døende sekunder mod Bo Henriksens muskelmænd

HORSENS (Ekstra Bladet): To vidt forskellige stilarter mødtes fredag aften i Horsens, og det gav et underholdede drama, da fysikken og teknikken delte i porten, da AC Horsens og FC Nordsjælland spillede 2-2. 

Udligningen blev sat ind af Emiliano Marcondes kort før tid på et hjørnespark - tro det eller ej. 

Kasper Hjulmands unge tophold havde meget svært ved at få kombinationerne til at flyde på det græs, der var tilbage blandt jordhuller og sand på Horsens Stadion. Måske kom de seneste dages voldsomme regnvejr i det jyske egentlig ganske belejligt for Bo Henriksen og co.

Blot en enkelt gang i første halvleg lykkedes det gæsterne at spille sig til en åben chance, da Mads ‘Mini’ Pedersen lavede et par lækre træk efter en fiks, kort frisparkskombination. Men Jesse Joronen klarede fornemt FCN-backens afslutning fra en spids vinkel.

Den sløje bane gjorde intet dårligt for værternes gameplan, der nok engang bestod af lange bolde frem mod Simon Okosun og Bubacarr Sanneh. Ikke så underligt, når man kiggede på størrelsesforskellen på de to mandskaber.

Efter 34 minutter var Bubacarr Sanneh centimeter fra at udnytte sin dyriske fysik fuld ud, da han nåede højere end alle andre på et lang indkast fra Mikkel Qvist, der kampen igennem slyngede det ene missil efter det andet mod nordsjællændernes felt. I denne situation reddede stolpen dog tigrene.

Superligaens førerhold fik forbløffende lidt plads til at udøve de knivskarpe kontraangreb, der har været et essentielt våben denne sæson, men kort inde i anden halvleg fik Farum-holdet en gylden dobbeltchance.

Karlo Bartolec tordnede frem i højre side og stod for det præcise indlæg, som Ernest Asante satte indersiden på første gang og havde set inde, da en Horsens-spiller kom i vejen. Bolden røg i en høj bue og dumpede ned til Godsway Donyoh, der, fra en sylespids vinkel, ikke kunne udnytte, målet var tomt.

Den Gule Fare lod sig dog ikke ryste, og fortsatte med at mase på med masser fysik på dødboldene. For anden gang i kampen testede værterne stolpen, da Kjartan Finnbogason fik flugtet på en forlængning fra Okosun, der fik sin isse på et indkast.

Efter en god time gik den ikke længere for FC Nordsjælland, der måtte strække gevær efter et velslået hjørnespark fra Jonas Thorsen, der igen spillede en god kamp på den centrale midt. Alexander Ludwig, endnu et af Bo Henriksens klasseindkøb, satte pandebrasken på, og efter et godt tryk kampen igennem lykkedes det AC Horsens at udnytte sit massive overtag på dødboldene.

Et comeback lå ikke lige i kortene for FC Nordsjælland, der ikke havde haft meget at skyde med, men topholdet viste god gejst og så har man jo Emiliano Marcondes. Den lille angriber havde været fuldstændig anonym hele opgøret, men med et lille kvarter tilbage viste han, hvorfor Brentford har henter ham til vinter.

Marcondes satte selv angrebet i gang og bragte sig herefter i perfekt position foran mål til at sætte den afgørende afslutning i kassen.

AC Horsens var dog heller ikke færdig med at spille med musklerne - bogstaveligt talt. Bare fire minutter efter udligningen sendte Jesse Joronen et langt udspark op ad banen, som Simon Okosun uimodståeligt headede videre. Herfra blev det faktisk ret flot at se på, da Kjartan Finnbogason chippede bolden over sin landsmand, Alex Runarsson, fra kanten af feltet.

Men FC Nordsjælland er ikke tophold uden årsag, og i de døende sekunder udlignede gæsterne på et - hold nu fast - hjørnespark! Igen var det Emiliano Marcondes, der viste klassen og slog sin direkte oppasser, og så fik førerholdet fra Farum alligevel point med fra en svær udebane, da Marcondes gav Horsens-forsvaret sin egen medicin.

1 af 6 
2 af 6 
3 af 6 
4 af 6 
5 af 6 
6 af 6