Det kostede AC Horsens et millionunderskud at satse på at rykke op i Superligaen i sidste sæson.
Horsens præsenterede et underskud på 6,5 millioner kroner i 2022. Størstedelen af underskuddet skyldes en satsning på at vende hurtigt tilbage til den bedste danske fodboldrække.
Det forklarer bestyrelsesformand Claus Olsen på klubbens hjemmeside.
- Som klub er vi ikke vant til at generere underskud, men vi lavede en satsning i et forsøg på en hurtig tilbagevenden til Superligaen.
- Det har kostet os omkring fem millioner kroner, hvilket egentlig er meget tilfredsstillende sammenholdt med tidligere tiders nedrykninger, siger Claus Olsen.
Horsens havde kalkuleret med et underskud i den størrelsesorden. Og formanden forventer at vende tingene til et overskud i 2023.
- Som klub prioriterer vi altid at have en sund økonomi, og dette underskud er blot det andet siden 2014.
- Vi forventer at være tilbage på sporet igen med et overskud i størrelsesordenen fire til seks millioner i regnskabet for 2023, lyder det fra Claus Olsen.
Forventningen til overskuddet hjælpes godt på vej af Rosenborgs salg af den tidligere Horsens-angriber Casper Tengstedt til Benfica. Det forventes at skæppe godt i årets Horsens-regnskab.
Det skyldes en videresalgsklausul, som Horsens sikrede sig, da klubben solgte Tengstedt til den norske klub.
I resten af denne sæson handler det for Horsens om at redde sig en ny sæson i Superligaen.
Trods seks ligakampe i træk uden sejr har Horsens syv point ned til Lyngby under nedrykningsstregen.
- Selv om de seneste fire-fem kampe har været hårde at komme igennem, så er det samlede overordnede billede, at vores superligatrup og alle omkring den har gjort et flot stykke arbejde.
- Vi står lige nu i en gunstig situation i forhold til sikre os endnu et år i superligaen, mener Claus Olsen.
I nedrykningsspillets ti kampe vil formanden derfor hellere kigge opad og stile mod syvendepladsen. Den placering giver en playoffkamp om at komme i Europa.
- Jeg synes faktisk, vi har kvaliteterne til at turde drømme om en Europa-playoffkamp, siger han.
En dansk tidligere Superliga-bomber er taget til Norge og har indstillet sigtet mod ikke bare topscorerlisten, men også de flotte norske kvinder. Hør mere i 'Sladderligaen' herunder eller i din podcast-app