Vanvittig afslutning: Spolerer AGF-triumf i stort drama

AC Horsens tyrede en snebold lige i fjæset på AGF i kampens tillægstid, da De Gule fik tilkæmpet sig et point i kampens sidste aktion

Horsens og AGF sled og slæbte i sneen. Det endte 1-1 efter en vanvittig afslutning på opgøret. Foto: Henning Bagger/Scanpix
Horsens og AGF sled og slæbte i sneen. Det endte 1-1 efter en vanvittig afslutning på opgøret. Foto: Henning Bagger/Scanpix

HORSENS (Ekstra Bladet): AGF var sekunder fra at spille sig helt ind i kampen om top-seks, da aarhusianerne førte 1-0 indtil den dybe overtid i kummefryseren i Horsens.

Men i kampens sidste aktion dukkede indskiftede Kjartan Finnbogasson op og sikrede AC Horsens et livsvigtigt point i samme jagt på mesterskabsslutspillet. Et vildt drama, der var tæt på aldrig at blive til noget.

For de øverste AGF-bosser havde ved ankomsten til Horsens beklaget sig højlydt over, at kampen skulle gennemføres, og Peter Christiansen og Jacob Nielsen havde selvfølgelig spillernes sikkerhed i tankerne, men dommer Sandi Putros sagde altså god for, at der kunne spilles fodbold i den østjyske dybfryser.

Det kunne vi objektive tilskuere være glade for, da kampen åbnede mere som lyn og torden end den forventede sneboldkamp.

Allerede efter fire minutter blev Kasper Junker underløbet i feltet af Alexander Ludwig, og Sandi Putros fløjtede korrekt for straffe. Men Mustafa Amini, der fik sin første forårsstart, sendte et af de ringeste straffespark mod mål, som vel er set i Superligaens historie.

Vinden havde minimalt fat i kuglen, da australieren begyndte sit tilløb, men det underskyldte ikke det flade spark, som Amini trillede ind midt i målet, og som Jesse Joronen kunne parere med fødderne, selv om finnen havde kastet sig.

Aarhusianerne lod sig dog ikke mærke af den kolde dukkert, der ville have fået en vinterbader til at skælve. For bare et minut senere sendte Jens Stage De Snehviie i front.

Artiklen fortsætter under billedet ...

 

Et fladt hjørnespark fik lov at passere til den tidligere Brabrand-spiller, der midt i feltet lige akkurat fik ramt bolden tilstrækkeligt med ydersiden, således den lille orange skruede uden om Joronen og ind i sidenettet.

På trods af de svære forhold, som man skulle mene kom AC Horsens’ luftvåben til gode, så var det gæsterne, der fik sat mest sammen på ’grønsværen’. Blandt andet på et par lynhurtige kontrahug fra Magnus Kaastrup og Kasper Junker. Men afslutningerne lod noget tilbage at ønske i begge situationer.

Også Casper Højer Nielsen bød sig til på et par frispark i gode positioner, som backen forsøgte at sparke hårdt og fladt ind ved begge lejligheder, men den nytilkomne AGF’er må hjem og studere sin fars teknik lidt bedre.

Værterne havde det meget svært på en bane, der var endnu dårligere end normalt i Horsens. Også fordi man fik sjældent lidt ud af sine dødbolde, og AGF gjorde en dyd ud af at lægge sin forsvarslinje så højt som muligt.

Det bedste bud til hjemmeholdet tilfaldt derfor Oliver Drost, da han midt i første halvleg sendte et giftigt langskud af sted efter en stribe horrible AGF-clearinger. Men Jovanovic fik slutteligt styr på afslutningen i bedste ishockeymålmand-stil.

Sneen begyndte at vælte ned i Horsens igen i pausen, og det gjorde naturligvis ikke forholdene lettere at spille under. Anden halvleg udviklede sig derfor i perioder til en ren fejlafleveringskavalkade, hvor særligt AGF’s forsvar med Jesper Juelsgård i spidsen fik vist sig tvivlsomt frem.

De mange AGF-boldtab lukkede hjemmeholdet tilbage ind ad lemmen, og det tiltagende snevejr gjorde situationernes udfald mere og mere tilfældige.

Derfor fik Horsens skabt panik på de mange lange bolde, der blev hældt ind mod gæsternes mål i slutfasen. Aleksandar Jovanovic’ flagrende og usikre i luftrummet gjorde ikke tingene nemmere for aarhusianerne.

Otte minutter før slutfløjt burde Oliver Drost have bragt balance i regnskabet, da en af de famøse andenbolde havnede for fødderne af angriberen i feltet, men Drost må have fået sne i øjnene, for ellers er det svært at finde en logisk forklaring på, hvordan han kunne overplacere sit skud sådan.

Men unge Dorst blev altså reddet af Kjartan Finnbogasson, der som så ofte før viste sig pointgivende for AC Horsens i de absolut sidste sekunder, da islændingen fik sidste fod på en klumpspilssituation i feltet.

Se også: AGF missede muligheden i Lyngby

Se også: Stadion-kaos i Superligaen: Politiker meldt til politiet i skandale-sag

20 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste Sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere