Afgørende møde: Snart nyt om Superliga-start

Fredag er der møde i Divisionsforeningen mellem Superliga-klubberne. Der vil blive lagt en ny køreplan med genstart sidst i maj

Fredag er der møde i Divisionsforeningen. En genåbning af Superligaen er på programmet. Foto: Lars Poulsen
Fredag er der møde i Divisionsforeningen. En genåbning af Superligaen er på programmet. Foto: Lars Poulsen

Superliga-folket må væbne sig med tålmodighed.

Der bliver ikke Superliga-fodbold i midten af maj, som Divisionsforeningen ellers havde håbet.

Drømmescenariet om en start midt i næste måned er ifølge Ekstra Bladets oplysninger hevet af bordet, og det kommer ikke som den helt store overraskelse for klubberne.

Flere steder har man længe planlagt ud fra Divisionsforeningens scenarie tre, hvor første hele spillerunde afvikles 31. maj.

Der er dog hængepartiet mellem AGF og Randers, som efter planen skal afvikles som den første kamp torsdag 28. maj.

Med ligastart sidst i maj vil Superligaen godt kunne nå at spille de resterende runder inden udgangen af juli.

Artiklen fortsætter under billedet ...

Superligaen har ligget stille siden 9. marts, hvor Silkeborg og AGF mødtes i det midtjyske. Foto: Casper Dalhoff
Superligaen har ligget stille siden 9. marts, hvor Silkeborg og AGF mødtes i det midtjyske. Foto: Casper Dalhoff

Fredag formiddag er Superliga-klubberne indkaldt til møde af Divisionsforeningen.

Dem har der været mange af de seneste uger, og et punkt på dagsordenen er naturligvis genåbningen af Superligaen - eller igangsættelse af organiseret træning, kampafvikling og testning som det hedder i mødeindkaldelsen.

Man vil efter mødet formentlig præsentere den nye, opdaterede plan, der altså meget vel kunne være med start 31. maj.

Superligaen er dog afhængig af, hvad Mette Frederiksen og andre på Christiansborg beslutter i den kommende tid.

Med de nuværende retningslinjer er det ikke muligt at spille fodbold, så Divisionsforeningens køreplan forudsætter, at der åbnes yderligere op.

Derudover vil der på fredagens møde blive drøftet, hvordan man rent praktisk gennemfører en Superliga-kamp midt i en coronatid.

Man har længe arbejdet på en såkaldt protokol, som skal fungere som værktøj for klubberne, når de skal spille kampe under de særlige omstændigheder.

På mødet vil også blive præsenteret en datoplan for sæsonen 2020/21. Efter Superliga-klubberne mødes klubberne i 1. division fredag eftermiddag.

Se også: Tour-aflysning ulmer: Ikke verdens ende

Se også: Uefa bekræfter: Kvinde-EM udskudt til 2022

13 kommentarer
Vis kommentarer