Afsløring: Beskidt spil i talent-krig

Den uautoriserede agent Nudi Ghelam spillede en hovedrolle, da Lyngby, FC København og Brøndby kæmpede om U19-landsholdets målmand Jonathan Ægidius

Jonathan Ægidius var ombejlet tilbage i januar. Foto: Getty Images
Jonathan Ægidius var ombejlet tilbage i januar. Foto: Getty Images

En uautoriseret agent spillede en hovedrolle, da den nytiltrådte Brøndby-målmand Jonathan Ægidius skulle have sin fodboldfremtid på plads.  

Det kan Ekstra Bladet nu afsløre.  

Da U19-landsholdsmålmanden i slutningen af januar valgte at skrive under på en aftale med Brøndby, var det under stor mediebevågenhed.

B.T. havde flere nyheder om spillet om Ægidius, og der har tilsyneladende været urent trav i kulissen. 

Ekstra Bladet kan her fortælle historien om, hvordan Lyngby, FC København og Brøndby blev spillet ud mod hinanden af en 'agent', der ikke har papirerne i orden. 

Det var Nudi Ghelam, der forestod forhandlingerne for Ægidius.  

Han har længe været en del af agentmiljøet, men der er bare et problem: Han er ikke længere registreret fodboldagent.

Han må derfor ikke agere som rådgiver for spillere registrerede i danske klubber i forbindelse kontraktforhandlinger og handler.

I øjeblikket er der 183 registrerede agenter hos DBU. Nudi Ghelam er ikke en af dem.

Er tidligere blevet straffet

Den kontroversielle 'agent' Nudi Ghelam har har tidligere været involveret i sager hos DBU.

Han fik i december 2016 en bøde på 10.000 kr. for at overtræde agentreglerne, da han udtalte sig om Frederik Nørrestrand, der kun var 14 år.

Derudover havde han på Facebook flere gange taget kontakt til FC Nordsjællands Andreas Skov Olsen, der allerede havde en agent.

Sidste år var der en ny sag på DBU's bord med Nudi Ghelam.

Et konkurrerende agentfirma mente, at han havde kontaktet et ungt talent under 18 år, som de repræsenterede.

Sagen blev aldrig behandlet af DBU, da Nudi Ghelam pludselig stoppede som registeret agent og ikke længere fremgik af DBU’s agentregister.

Nudi Ghelam er direktør i sit eget selskab NG Management IVS, der laver 'personlig rådgivning og servicering af sportsudøvere'.

I seneste regnskabsår havde selskabet, der er registret på Nørrebro, en omsætning på nul kroner. Det var det samme året før.

Nudi Ghelam er også direktør i N Management ApS, der i lighed med hans andet firma har rådgivning og servicering af sportsudøvere som sin væsentligste aktivitet.

Det har adresse i Brønshøj og havde i seneste regnskabsår et overskud på knap 43.000 kr. efter skat.

Hans navn forsvandt fra listen i løbet af efteråret, men han er ikke stoppet sit virke som agent.

Ghelam spillede således en hovedrolle, da 18-årige Jonathan Ægidius skulle have sin fremtid på plads. 

- Da vi ville forlænge kontrakten med Jonathan Ægidius, var det Nudi Ghelam, der repræsenterede Jonathan og var rådgiver for ham i forhandlingerne med Lyngby, siger Kristian Maimann, kommunikationschef i Lyngby.

Lyngby var sent ude i forhandlingsforløbet, men onsdag 20. januar var forventningen i klubben, at Ægidius ville forlænge med dem, da han havde udsigt til at blive førstemålmand i fremtiden. 

Lyngby tilbød talentet en aftale, der ifølge Ekstra Bladets oplysninger indeholdt en løn i niveauet 30.000 kr. om måneden.

Samtidig kunne man i B.T. læse, at både FCK og Brøndby var på banen.  

I FCK-lejren var indtrykket, at man stod godt i forhold til at hente den talentfulde målmand.  

Fredag 22. januar var man i københavnernes talentsektor overbeviste om, at man var blevet enige. Ægidius-aftalen var i hus, lægetjekket var planlagt. 

Men Nudi Ghelam var øjensynligt ikke tilfreds med betalingen for sit arbejde, og pludselig blev der stille fra Ægidius-lejren.

Det fik FCK til at trække sig.

- Vi kan bekræfte, at det var Nudi Ghelam, vi forhandlede med omkring Jonathan Ægidius. Derudover har vi ikke yderligere kommentarer til sagen, siger FC Københavns kommunikationschef, Jes Mortensen.

Jonathan Ægidius' aftale med Brøndby blev offentliggjort mandag 25. januar. 

Den svenske agent Hasan Cetinkaya, der har tætte bånd til Nudi Ghelam, endte ifølge Ekstra Bladets oplysninger med at lave papirarbejdet og den endelige aftale med Brøndby.

På transfervinduets sidste dag købte de ham fri af Lyngby, et halvt år før han ellers skulle være tiltrådt.

Ghelam er tavs

Ekstra Bladet har forsøgt at få Nudi Ghelam i tale, men han har ikke reageret på talrige henvendelser.

Vi kontaktede ham søndag telefonisk, siden lagde vi en besked på telefonsvareren.

Vi har sendt en SMS-besked og efterladt en besked på Messenger - alt sammen uden held.

Her er et udvalg af de spørgsmål, vi gerne vil stille Nudi Ghelam.

  • Hvorfor var du involveret i Jonathan Ægidius' kontraktforhandlinger, når du ikke er registreret agent?
  • Er du klar over, at man ifølge DBU's regler skal være registreret for at føre forhandlinger om kontrakter og klubskifter?
  • Hvorfor afmeldte du dig som DBU-agent i efteråret, da der kom en klagesag over dig?
  • På din LinkedIn-profil står du som FIFA-agent. Hvorfor, når du er afmeldt?
  • Har du været i kontakt med DBU de seneste måneder, efter du lod dig afregistrere som officiel agent?

Mikael Uhre (tv.) har gang i en rigtigt god sæson for Brøndby. Foto: Claus Bech/Ritzau Scanpix Brøndby Brøndby-chef roser undervurderet Uhre: Blandt de bedste

Eriksen var med i 2-0-målet, mens Romelu Lukaku tog del i de to andre scoringer. Foto: Miguel Medina/Ritzau Scanpix Italiensk fodbold Roser Eriksen, men: Bebrejder ham for én ting

Frans Nielsen har haft kæmpe succes i USA, men nu er han vraget. Foto: AFP Ishockey Dansker har tjent 250 mio.: Smidt på porten

37 kommentarer
Vis kommentarer