Afsløring: OL-bombe kan ramme danske spillere

Superligaklubberne bestemmer selv, hvem de vil stille til rådighed for DBU under 'showturneringen' næste sommer i Rio

Få sportsredaktør Allan Olsens vurdering af sagen her.

For første gang i 24 år skal et dansk fodboldlandshold deltage ved OL næste sommer i Rio i Brasilien. Der er lagt op til en stor fest, men det hele kan ende i det rene kaos, fordi klubberne slet ikke er forpligtet til at afgive spillerne til DBU.

Ekstra Bladet kan således løfte sløret for, at FIFA, det internationale fodboldforbund, ikke har spilledatoerne under OL – 5.-18. august – som officielle spilleterminer.

Det betyder groft sagt, at klubberne på ingen måder er forpligtede til at afgive spillerne til DBU, så de derved kan deltage ved OL. Det er således en markant ændring i forhold til meldingerne efter den danske OL-kvalifikation blev sikret ved U21 EM for et par måneder siden.

Her lød det nemlig fra DBU, at klubberne skal frigive spillere, der er født efter 1. januar 1993, mens det er op til en forhandling mellem klubberne og DBU om at få frigivet de tre spillere, som er over 23 år.

Regelændringen blev vedtaget hos FIFA i december, men trådte reelt først i kraft i april i år.

Den nye udvikling efterlader OL holdet i, hvad der kan ligne det rene anarki. For den nye U21-landstræner Niels Frederiksen ved reelt ikke, hvem han kan råde over næste sommer. Nu er det en forhandling med dem, der betaler spillernes løn – klubberne.

Tysk fodbold - 21. sep. 2015 - kl. 07:12 Vraget Vestergaard: Gider ikke snakke om landsholdet

Riza Durmisi , der fik debut for A-landsholdet dette efterår, kan komme i spil til en plads på holdet, der drager mod OL - hvis altså Brøndby giver grønt lys. (Foto: Lars Poulsen)
Riza Durmisi , der fik debut for A-landsholdet dette efterår, kan komme i spil til en plads på holdet, der drager mod OL - hvis altså Brøndby giver grønt lys. (Foto: Lars Poulsen)

En helt ny situation
Klubberne kan tillade sig at blokere, hvis man ikke vil svække sit mandskab i august, hvor topholdene også skal spille vigtige kvalifikationskampe for at kvalificere sig til et europæisk gruppespil.

FC København kunne stå i en situation, hvor klubben skulle afgive fem nøglefigurer: Christoffer Remmer, Ludwig Augustinsson, Andreas Cornelius, Danny Amankwaa og Daniel Amartey, hvis de gamle regler stadig var gældende.

Nu kan Ståle Solbakken sætte bremseklodsen i og bestemme, hvem der må rejse til Rio i mindst to uger af august.

- De nye regler er rimelige. Det er fornuftigt, at klubberne ikke er tvunget til at afgive spillerne, når man ser på tidspunktet for, hvornår OL er placeret, siger Claus Thomsen, der er direktør i Divisionsforeningen, til Ekstra Bladet.

- Det er en ny situation, vi står i, men opgaven er stadig den samme. Vi skal finde den bedste løsning for dansk fodbold. Det havde heller ikke været en fornuftig løsning, hvis de danske hold stod med forringede muligheder for at nå et europæisk gruppespil, fordi spillerne skal deltage ved OL, påpeger Claus Thomsen.

Ekstra Bladet har været i dialog med den nytiltrådte U21-landstræner Niels Frederiksen. Han har ingen kommentarer til situationen. Det er ellers ham, der skal stå i spidsen for OL-holdet næste sommer.

Se også: Cornelius sender FCK til tops

Andreas Cornelius er en af de danskere spillere, der kan blive præsenteret for en billet til OL i Rio næste år. (Foto: Jonas Olufson)
Andreas Cornelius er en af de danskere spillere, der kan blive præsenteret for en billet til OL i Rio næste år. (Foto: Jonas Olufson)

FCK er ligeglade med OL
DBU skal ikke forvente, at FC København stiller alle de spillere til rådighed, som unionen ønsker til OL.

Hos det førende hold i Superligaen glæder man sig over meldingen om, at klubberne ikke er forpligtede til at stille spillere til rådighed, der er født efter 1. januar 1993.

Derfor vil FC København også tænke på, hvad der i første omgang gavner klubben mest.

- OL-turneringen er ikke en del af FIFAs match kalender, og derfor ikke en turnering, der bliver prioriteret i FIFA og UEFA.

- Samtidig ligger OL på et, for dansk klubfodbold, meget uheldigt tidspunkt med vigtige kampe i både Superligaen og eventuelle europæiske kampe. Derfor er det naturligt, at klubberne heller ikke prioriterer den turnering højt.

- Nu må se til den tid, hvad der er bedst samlet set for dansk fodbold. Men vi vælger nok at prioritere de vigtige kampe for klubben, siger FC Københavns direktør, Anders Hørsholt, til Ekstra Bladet.

Se også: Vraget af Nantes: Nu sender AaB'er dem en stikpille

I Brøndby erkender sportsdirektør Troels Bech, at der er et sammenfald af spilleterminer, når det handler om OL-deltagelsen og klubberne interesser i forhold til kampene i Superligaen og kvalifikationen til europæiske gruppespil.

- Det bliver en overvejelser, hvad der gavner dansk fodbold mest. Men det er noget, vi må gå i tæt dialog omkring. Jeg kan ikke her og nu pege på den bedste løsning, fastslår Brøndbys sportsdirektør.

Hos AaB forventer man, at Divisionsforeningen finder en fornuftig løsning på vegne af topklubberne.

- Vi vil selvfølgelig gerne stille stærkeste hold i Superligaen, men vi vil også gerne have Danmark stiller et godt hold til OL. Jeg er sikker på, at Divisionsforeningen finder en fornuftig løsning med DBU, siger AaBs sportsdirektør Allan Gaarde.

Nicolai Thomsens nuværende klub AaB kan afgøre, om midtbanespilleren skal med til OL - hvis danskeren altså bliver udtaget og stadig er på kontrakt i Aalborg til den tid. (Foto: René Schütze)
Nicolai Thomsens nuværende klub AaB kan afgøre, om midtbanespilleren skal med til OL - hvis danskeren altså bliver udtaget og stadig er på kontrakt i Aalborg til den tid. (Foto: René Schütze)
 

35 kommentarer
Vis kommentarer