Afviser kritik: - Hvad snakker du om?

Det var Joachim Boldens egen beslutning at stoppe som reporter på Superligaen hos TV3. Det fortæller han til Ekstra Bladet

Joachim Boldsen skal fremover koncentrere sig om håndbolden igen, som han også gjorde, da han var aktiv som håndboldspiller. Foto: Vidar Ruud/Ritzau Scanpix
Joachim Boldsen skal fremover koncentrere sig om håndbolden igen, som han også gjorde, da han var aktiv som håndboldspiller. Foto: Vidar Ruud/Ritzau Scanpix

Torsdag blev det meldt ud, at Joachim Boldsen efter syv år som Superliga-reporter for TV3 Sport rykker over på kanalens håndbolddækning.

En beslutning, som han selv valgte at træffe. Det fortæller den tidligere håndboldlandsholdsspiller til Ekstra Bladet.

- Det er jo noget, som jeg selv har ønsket. Så jeg tænker, at det er ret fantastisk, siger Joachim Boldsen.

- Hvordan kan det være, at du selv har ønsket det lige nu?

- Jamen ligesom for dig og mig og for mange andre så skal der jo en gang imellem ske noget nyt. Man skal udfordres på en anden måde, og nu fik vi alle rettighederne hjem igen til TV3, og det er jo en superspændende ting, at man har alle de relevante håndboldrettigheder, så det gav jo lidt sig selv, svarer 42-årige Boldsen selvsikkert.

Hård kritik
Joachim Boldsen har optrådt som reporter på Superligaen siden 2013, og gennem sin tid på TV3 har han delt vandene blandt tv-seerne. Især på Twitter er han blevet skældt ud flere gange.

'Det var dog en fantastisk nyhed. Tid til at opgradere på kvaliteten hos Viasat, tak,' skriver en bruger på Twitter blandt andet, mens flere følger trop.

'Dagens absolut bedste nyhed indtil nu,' skriver en anden bruger med reference til artiklen om Boldsens stop.

Det er dog ikke en kritik, han selv kender noget til.

- Der har jo været kritik af dig fra seerne blandt andet gennem tiden. Hvad er din holdning til det?

- Hvad snakker du om? Stop lige en halv. Vi to skal ikke sidde og snakke om Twitter-segmentet. Jeg vil egentlig gerne vide, hvor kritikken kommer fra. Er det fra spillerne, er det fra trænerne eller hvad, spørger han.

- Så det er ikke en kritik, du kender til?

- Nej, det er det godt nok ikke. Jeg er den dårligste Twitter-bruger i hele verden, og jeg bruger det faktisk sjældent. At der er andre, der sidder ude på Twitter og skriver alt muligt, det skal de jo være velkomne til. Jeg er nået til et punkt i mit liv, hvor jeg godt ved, at jeg ikke kan tilfredsstille alle, og det er jo gratis derinde at svine andre til, griner Boldsen.

- Så alt det der med kritikken, det er gået min næse forbi. Der er altid kritiske røster, og det er der jo lige meget, hvad man gør, og det kan jeg ikke gøre noget ved. Jeg kan sige farvel og tak til Superligaen. Jeg kan se dem alle i øjnene, og det tror jeg også, de kan med mig, siger den nu tidligere Superliga-reporter.

Bakkes op af chefen
Heller ikke TV3's sportschef, Kim Mikkelsen, kender noget til krikken af Joachim Boldsen.

- Vi har været superglade for Joachim, og mere har jeg sådan set ikke at sige til det, siger Kim Mikkelsen til Ekstra Bladet.

- Men der har jo været en del kritik af Boldsen fra seerne. Har det på nogen måder spillet en rolle i det her?

- Nej, det har det godt nok ikke. Men ved du hvad? Jeg har sådan set slet ikke lyst til at deltage i en artikel, der baserer sig på noget, som I har fundet på Twitter, lyder det korte svar fra TV3-chefen.

Det vides endnu ikke, hvem der bliver afløseren for Joachim Boldsen.

Se også: FC Nordsjælland har solgt Mohammed Kudus til Ajax

Se også: AGF henter angrebstalent i AaB

Se også: Han skal redde Superliga-nedrykker

89 kommentarer
Vis kommentarer